Polen oversvømmes lige nu af amatører, der håber at finde det skjulte tog fra nazi-tiden.

Bliv hjemme og lad være med at tro, at du kan finde guld-toget.

Sådan lyder opfordringen nu fra polske myndigheder efter, at byen Walbrzych i det sydlige Polen er blevet oversvømmet af lykkeriddere, som er draget til området med håbet om at finde det sagnomspungne tog fra krigens tid, som efter sigende skulle gemme sig i et underjordisk tunnelsystem under Ksiaz-slottet.

LÆS OGSÅ:

Folk er valfartet til området, siden det i sidste uge kom frem, at to mænd har udpeget et sted i det bjergrige område omkring byen Walbrzych i det syd-vestlige Polen, hvor toget skulle være skjult. Og ikke nok med det: De polske myndigheder har bekræftet historien og på baggrund af undersøgelser af optagelser med georadar udtalt, at toget med 99 procents sikkerhed findes.

I løbet af weekenden blev Walbrzych nærmest et fluepapir for folk med metaldetektorer, der drømmer om at finde de skjulte nazi-skatte. Myndighederne advarer dog om, at toget - hvis det findes - kan være beskyttet af giftgas eller biologiske våben.

»Jeg beder indtrængende om, at alle stopper eftersøgningen for deres egen sikkerheds skyld,« siger den polske vicekulturminister Piotr Zuchowski ifølge Daily Mail.

»Jeg appellerer til alle om at stoppe med at lede. Inde i det gemte tog - som jeg er overbevist om eksisterer - kan der være farlig materiale fra 2. verdenskrig. Der er stor risiko for, at toget er belagt med miner,« siger han ifølge SkyNews.

LÆS OGSÅ: Polske myndigheder bekræfter: Det mystiske nazi-guld-tog er fundet

I krigens sidste tid forsøgte nazisterne at gemme både våben og andre værdifulde ting, så de ikke faldt i hænderne på russerne.

Lige siden slutningen på Anden Verdens Krig har der gået rygter om, at det tog lastet med enorme værdier er skjult i et underjordisk tunnelsystem i Polen.

Toget skulle være over 100 meter langt og indeholde over 300 ton med værdier. Det er ikke set siden 1945, hvor det forlod den østtyske by Breslau (nuværende Wroclaw), men det nåede aldrig frem til destinationen.

Ksiaz-slottet var Hitlers hovedkvarter i det besatte Polen.

De nye oplysninger kommer fra en person, der i sin tid havde været med til at skjule det. Han afslørede hemmeligheden om toget på sit dødsleje.

Men selv om myndighederne bekræfter oplysningerne, er der også folk, der tvivler på, at toget overhovedet findes.

Blandt dem er guvernør Tomasz Smolarz, som stiller spørgsmålstegn ved, at de to lykkejægeren overhovedet har fundet det, de siger de har.

»Vi har fået overleveret noget fotografisk materiale og ulæselige gamle kort. Beviserne er ikke overbevisende, sagde han på en pressekonference mandag.

Det lokale turisterhverv glæder sig over de ekstra mange besøgende og det massive fokus på området, men der er også kritiske røster.

»Vi lider af en Loch Ness-effekt, siger Krzysztof Urbanski, som arbejder på et af slottede i området.

»Ingen har set uhyret, og alligevel kommer de. Sådan er det også med toget.«