Det er vigtigt at være en del af undervisningen, hvis man ønsker at blive statsborger i Schweiz.

To unge muslimske piger på 12 og 14 år har fået afvist deres ansøgninger om statsborgerskab i alpelandet.

Det skriver blandt andet Daily Mail.

Det skyldes, at de af religiøse årsager har nægtet at deltage i den obligatoriske svømmeundervisning på deres skole og sommerlejr. Det er ikke, fordi de som sådan havde et problem med at lære at svømme. Problemet var, at holdet både bestod af drenge og piger.

Myndighederne mener ikke, at religion er en valid årsag til at droppe undervisningen.

Selve beslutningen om at afvise ansøgningen om statsborgerskab skulle ikke være ny. Beslutningen er angiveligt taget sidste år, men det er først for nyligt, at den er offentliggjort.

»Unge folk, der ønsker at blive schweiziske statsborgere, skal bevise, at de lever op til det schweiziske undervisningssystems krav,« siger Stefan Werhle, der er talsmand for de schweiziske myndigheder.

Han gør det klart, at man skal følge undervisningen, og hvis man som de to piger nægter, så kan man ikke blive statsborger.

Den føderale domstol i Basel har stadfæstet en tidligere kendelse, der lyder, at integration kommer før religion.