400 daglige tilfælde af covid-19 får nu myndigheder i Paris til at indføre påbud om mundbind flere steder.

I den franske hovedstad, Paris, har myndighederne gjort det obligatorisk at bære ansigtsmaske i dele af storbyen i et forsøg på at få dæmmet op for et tiltagende antal af Covid-19 tilfælde.

Det er navnligt steder ved Seinen og ved populære seværdigheder, at påbuddet er gældende. I alt 100 gader og hele kvarterer som Montmarte er omfattet af det.

Beslutningen har været ventet siden borgmesteren i den franske hovedstad, Anne Hidalgo, tidligere på ugen anmodede om at få forbuddet indført.

- Alle indikationer siden midten af juli tyder på, at virusset igen er i omløb på en mere aktiv måde i regionen, hedder det i en erklæring fra myndighederne i Paris.

Omkring 400 mennesker testes positiv i Paris dagligt. Grupper i alderen 20-30 år er særligt berørt.

I en række andre franske storbyer er der allerede indført lignede tiltag. Det samme gælder dele af Belgien, Holland, Rumænien og Spanien.

Under en hedebølge i Vesteuropa har strandene mange steder været overfyldte trods advarsler om risikoen ved ikke at holde afstand.

Storbritannien registrerede fredag med 36,4 grader den varmeste temperatur for en augustdag i 17 år.

/ritzau/AFP