I forvejen skal man bære mundbind i butikker og tog, og i Paris vil det fra fredag også gælde udendørs.

Frankrig gør det obligatorisk at bære mundbind på offentlige steder i alle dele af hovedstaden Paris.

Det oplyser byens viceborgmester, Anne Souyris, ifølge Reuters til franske BFM TV.

Kravet vil træde i kraft klokken 8.00 fredag morgen, skriver Reuters.

Frankrigs premierminister, Jean Castex, giver samme melding til flere franske medier og fortæller, at man ikke kan udelukke, at kravet vil blive udvidet til andre dele af Frankrig.

Det er i forvejen påkrævet at bære mundbind i lukkede offentlige rum som butikker og indkøbscentre samt offentlig transport i Frankrig.

Kravet kommer som et led i at mindske smittespredningen med coronavirus. Frankrig indførte tidligere i august et krav om mundbind i dele af det offentlige rum Paris.

- Alle indikationer siden midten af juli tyder på, at virusset igen er i omløb på en mere aktiv måde i regionen, lød det dengang i en erklæring fra myndighederne i Paris.

Frankrig har oplevet en stigning i coronatilfælde den seneste tid.

Det har blandt andet ført til, at Frankrig er kommet på flere landes liste over steder, der frarådes rejser til. Det gælder blandt andet den danske og den norske.

Frankrig kunne onsdag berette om 5429 nye tilfælde af coronasmitte på et døgn.

Det er ikke det eneste land i Europa, hvor smittetallene stiger. Lande som Belgien og Spanien har efter en periode med nedadgående smittetal måttet sande, at de stiger igen.

/ritzau/