Den længe ventede Robert Mueller-rapport er hverken dom eller frifindelse af Donald Trump, vurderer lektor.

Selv om den længe ventede Robert Mueller-rapport, der har undersøgt russisk indblanding op til præsidentvalget i USA i 2016, ikke fælder dom over Donald Trump, er det svært at kalde den en sejr for præsidenten.

Det vurderer Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.

Den 448 sider lange rapport er torsdag blevet offentliggjort efter 22 måneders arbejde.

Donald Trump har på Twitter lagt et billede op, hvor han skriver, at der ikke har været noget samarbejde, og at der heller ikke været forsøg på at forhindre arbejdet med rapporten.

- Det fremgår tydeligt, at det ikke er en frifindelse. Robert Mueller har bare ikke kunnet indsamle nødvendige beviser til at kunne rejse en sigtelse.

- Samtidig har man ikke vurderet, at man har behøvet at gøre det, fordi man alligevel ikke kan sigte en sidde præsident, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Han finder det for tidligt at vurdere, om rapporten får politiske konsekvenser for Donald Trump.

Niels Bjerre-Poulsen vurderer, at det nu må være op til medlemmer af Kongressen at føre sagen videre.

- Intentionen fra Robert Mueller har muligvis været at overdrage materialet til Kongressen. De må nu vurdere, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag, siger Niels Bjerre-Poulsen.

En række konklusioner fra rapporten blev 24. marts offentliggjort af justitsminister William Barr.

I rapporten bliver flere medlemmer af Donald Trumps stab sat i forbindelse med personer fra Rusland.

Niels Bjerre-Poulsen hæfter sig ved, at præsidentens tidligere kampagnechef Paul Manafort gav interne meningsmålinger til sin ven Konstantin Kilimnik. Han har tætte forbindelser til den russiske regering.

Dataene drejede sig om de fire stater Wisconsin, Pennsylvania, Michigan og Minnesota.

- De tre af staterne afgjorde valget i meget snævre sejre. Det er stater, som Republikanerne (Trumps parti, red.) ikke har vundet siden 1980'erne.

- Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvad Konstantin Kilimnik har brugt oplysningerne til.

- De kunne være blevet overdraget til hackere, der har skullet bruge det til at målrette deres indsatser op til valget. Det giver rapporten dog ikke noget svar på, siger Niels Bjerre-Poulsen.