Irans moderate præsidentkandidat, Mirhosein Mousavi, taler om valgsvindel, mens tusindvis af tilhængere protesterer i Teherans gader.

Tusindvis af den moderate iranske præsidentkandidats, Mirhosein Mousavis, tilhængere samledes i dag i Teherans gader for at demonstrere mod valgresultatet, der gav en jordskredssejr til den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad.

- Ned med diktatoren, råbte mængden, mens deltagerne demonstrerede på en af hovedstadens, Teherans, store pladser mod de seneste officielle resultater af præsidentvalget.

Andre hundreder var samlet foran det iranske indenrigsministerium, hvor de råbte: "Død over diktatoren".

Irans statslige valgkommission oplyste tidligere på dagen, at Ahmadinejad med stort set alle valgdistrikter optalt havde fået 63 procent af stemmerne. Dermed var han sikret endnu en fireårig periode som præsident. De fik hans modstander, Mousavi, til at reagere.

"Jeg protesterer personligt stærkt mod de mange åbenlyse overtrædelser, og jeg advarer mod, at jeg ikke stiltiende vil stå model til denne paradeforestilling. Resultatet af en sådan optræden fra visse embedsmænd vil true grundlaget for Den Iranske Republik og vil medføre tyranni", oplyste Mousavi i en erklæring.

Mousavi, der sent i går aftes meddelte, at han havde vundet valget, betegner det officielle resultat "fantastisk".

"Folk, der ventede i lange køer, kender sammensætningen af stemmerne, og de ved selv, hvem de stemte på", hed det videre.

"Jeg foreslår, at embedsmændene indstiller denne tendens, før det er for sent, og holder sig til loven og beskytter folks rettigheder", slutter hans erklæring.

Mousavi ville have holdt en pressekonference i Teheran i dag, men politi uden for bygningen sagde til journalister, at de skulle holde sig væk, da mødet var aflyst.

/ritzau/Reuters