På samme dag, som forfatningsrådet i Egypten stemmer om en ny forfatning, adresserer præsident Morsi sit folk i lyset af de seneste dages demonstrationer.

EGYPTEN: Torsdag bliver dagen, hvor egypterne får en officiel forklaring fra deres præsident Mohamed Morsi på de magtdekreter, han i sidste uge udstedte til egen fordel. Det sker, når Morsi taler til landets indbyggere, lyder det fra en kilde tæt på præsidenten. Det skriver Reuters.

- Præsidenten vil adressere nationen på stats-TV torsdag aften og vil tale om forfatningsdekretet, og hvorfor det blev udstedt, samt de begivenheder, der fulgte bagefter, siger kilden til Reuters.

Talen til egypterne vil følge afstemningen fra forfatningsrådet om det endelige udkast til en ny forfatning. Et udkast, som, rådet onsdag meddelte, var færdigskrevet. Det vil efter afstemningen blive forelagt præsidenten.

En ny forfatning er afgørende for den videre politiske proces. Dels skal den ifølge Reuters sendes til folkeafstemning senest midt i december, og desuden er den afgørende for, at der kan afvikles et nyt parlamentsvalg i første halvdel af 2013.

Problemet er ifølge internationale nyhedsmedier, at de fleste sekulære og andre kritiske medlemmer har forladt rådet, fordi det domineres af islamister og yderligtgående salafister, der ifølge kritikerne ønsker en forfatning med vægt på religionen og islamiske værdier.

Den tidligere præsident for den Arabiske Liga, Amr Moussa, der forlod rådet i sidste måned, siger til Reuters, at rådet er blevet misledt til at haste forfatningen igennem:

- Det er et af de skridt, der ikke skulle være taget i betragtning af den vrede og mistillid, der er til forfatningsrådet, lyder det fra Moussa.

De seneste dage har den centrale Tahrirplads i Cairo sammen med torve og gader i andre storbyer været scene for voldsomme demonstrationer og sammenstød mellem politi og modstandere af præsident Mohamed Morsi og hans dekreter. Demonstranterne mener, at Morsis dekretændringer giver ham diktatorisk magt.

To er blevet dræbt, og onsdagen igennem var der nye sammenstød på Tahrirpladsen.

Samtidig udsendte Egyptens højesteret, der også er forfatningsdomstol, en erklæring, hvor rettens dommere direkte anklager Mohamed Morsi for at føre en kampagne mod retten, efter at den tidligere på året erklærede det dengang nyvalgte parlament for ugyldigt, hvilket førte til dets opløsning.

Her havde parlamentsmedlemmer med baggrund i Det Islamiske Broderskab absolut flertal sammen med salafisterne.

Præsidentens dekreter har desuden fået den samlede dommerstand i Egypten til at nedlægge arbejdet i protest, selvom Morsi har erklæret, at dekreterne kun vil blive taget i anvendelse i en nødsituation.