Umiddelbart kan det lyde som en scene fra en 'Alene Hjemme'-film, men det er faktisk en sag om alvorligt misrøgt af børn.

En amerikansk mor er anholdt og sigtet for at have efterladt sine to børn alene hjemme en weekend, mens hun selv tog på ferie.

»Bliv i kælderen og spis slik,« skal hun angiveligt have sagt til de to på henholdsvis ni og 11 år ifølge medierne The Mecury News og The New York Post:

»Jeg skal nok gøre det godt igen senere.«

Den 36-årige mor, Kerry Lyn Caviasca, er fra delstaten Connecticut og arbejder også professionelt med børn.

Hun er nemlig skolelærer.

Det fremgår ikke af sigtelsen mod hende, hvilket forhold hun har til sine egne børn, eller hvorfor hun ikke tog børnene med sig.

Det fremgår kun, at hun efterlod børnene hjemme for at tage på ferie i Orlando med sin kæreste.

Kvinden er – som konsekvens af sagen – blevet suspenderet fra sit job, mens sagen står på.

Ifølge de forløbige oplysninger var børnene alene hjemme fra 20. til 22. november sidste år.

Børnenes biologiske far forsøgte flere gange forgæves at komme i kontakt med dem, og også børnenes morfar kom forbi og bankede på. Dog uden at få kontakt til børnene.

Børnene fortalte senere deres mor, at de havde hørt, at det bankede på, men at de blev bange og turde ikke åbne døren.

Moderen er nu anklaget for at have udsat sine børn for fare, og retssagen mod hende begynder 25. januar.

Andre læser også