Naboer slog alarm natten til mandag, da de opdagede, at der var udbrudt brand i et hus i byen Charly-sur-Marne i det nordlige Frankrig.

En brandmandsuddannet i nabolaget nåede at redde én af husets beboere ud, inden det lokale brandvæsen nåede frem. Men resten af husets beboere - en kvinde og hendes syv børn i alderen 2 til 14 år - slap ikke ud i live.

Det oplyser det lokale politi og brandvæsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Børnene og deres mor døde som følge af røgforgiftning.

Naboerne kontaktede alarmcentralen kort før klokken 01.

Den eneste overlevende er kvindens mand, der var far til tre af børnene. Han fik alvorlige forbrændinger og modtager behandling på et hospital.

Branden formodes ifølge politiet at være opstået som følge af en fejl i en tørretumbler i husets stueetage.

Tilsyneladende forsøgte faderen at slukke ilden, mens børnene og deres mor søgte ly for flammerne på husets førstesal.

Men således endte de i en røgfælde, forklarer den lokale politianklager Julien Morino-Ros, som tager del i undersøgelserne af branden.

Han forklarer videre, at brandfolkene havde svært ved at få adgang til husets førstesal udefra, da huset er placeret i en smal gade i byen, og det derfor var svært at opsætte stiger.

Samtidig blokerede skodder for vinduerne, og de kunne ikke umiddelbart åbnes, da de var styret elektronisk, og strømmen i huset var gået som følge af branden, fortæller anklageren.

I alt 80 brandfolk blev kaldt ud til stedet.

Foruden det voksne par bestod familien af fem piger og to drenge.

Branden er den mest dødelige, der har været i Frankrig det seneste årti. Tilbage i 2013 døde fem børn mellem to og ni år i en anden brand i Nordfrankrig. De døde også af røgforgiftning.

Charly-sur-Marne, hvor den seneste dødsbrand fandt sted, ligger cirka 80 kilometer øst for Paris.

/ritzau/AFP