Maria Angelica Gonzalez fødte for 42 år siden en søn. Men den lille dreng, som blev født for tidligt, blev taget fra hende og afgik efterfølgende ved døden, fik hun fortalt.

Men det hele var en løgn.

Og nu har mor og søn krammet, snakket og tilbragt tid sammen for første gang nogensinde. 

Det skriver nyhedsbureauet AP News om den utrolige historie, som er fundet sted i Valdivia i Chile.

»Jeg elsker dig meget højt,« sagde sønnen, Jimmy Lippert Thyden, til sin mor som det første.

Efterfølgende har han forsøgt at beskrive genforeningen over for AP News:

»Det slog luften ud af mig. Hvordan krammer man nogen på en måde, der kan kompensere for 42 års kram?«.

Jimmy Lippert Thyden er vokset op i USA. Han har altid vidst, at han er adopteret.

For nylig læste han dog flere artikler om chilenske børn, som var blevet stjålet ved fødslen – og mange år efter genforenet med deres biologiske familier via organisationen Nos Buscamos.

Herfra opstod en nysgerrighed hos Thyden. Kunne han have lidt samme skæbne?

Han sendte en dna-prøve afsted til Nos Buscamos.

Den viste, at han var født i Chile. Og så skete noget, som Thyden ikke havde regnet med.

Hans biologiske fætter var også noteret i den slægtsforskningsplatform, som Nos Buscamos anvender. Og så begyndte rejsen, der kulminerede 17. august, hvor han blev genforenet med sin mor.

»De papirer, jeg har i forbindelse med min adaption, fortæller mig, at jeg ikke har nogen levende slægtninge. Nu har jeg fundet ud af, at jeg har en mor, en søster og fire brødre.«

Thyden har efterfølgende fundet ud af, at hans adoption var falsk.

Da Maria Angelica Gonzalez fødte sin søn, blev hun bedt om at aflevere barnet, der skulle forblive indlagt. Da hun vendte retur for at hente barnet, fik hun fortalt, at det var dødt.

Nos Buscamos estimerer, at tusindvis af børn blev ofre for menneskehandel 1970'- og 1980erne i Chile, skriver AP News.

Maria Angelica Gonzalez havde da også opgivet ethvert håb for at se sin søn igen:

»Søn, du aner ikke, hvor mange oceaner jeg har grædt for dig. Hvor mange nætter jeg har ligget vågen og bedt til, at Gud ville lade mig leve længe nok til at finde ud af, hvad der skete med dig,« lød den hjerteskærende besked fra mor til søn.

Jimmy Lippert Thyden er selv gift og har fået to døtre. Sammen med dem besøgte han sin chilenske familie.

Da de ankom til Valdivia, blev de mødt af 42 balloner, der hver repræsenterede et år, Thyden har været adskilt fra sin familie.

Ifølge Nos Buscamos var det særligt fattige familier eller unge, enlige kvinder, der fik taget sine børn fra sig før i tiden.

»De vidste ikke, hvordan de skulle forsvare sig,« udtaler Constanza del Rio, grundlægger og direktør i Nos Buscamos.