Onsdag blev to kroppe fundet i en sø øst for Gävle i det østlige Sverige.

Ligene er nu blevet identificeret, og det viser sig, at der er tale om en familietragedie. Det er en 35-årig mor og hendes 15-årige søn, der er omkommet.

Det skriver SVT Uppsala.

Onsdag eftermiddag rykkede kystvagt, dykkere, politi og redningstjeneste til Långsand nær Gävle, hvor der var melding om, at to personer var faldet gennem isen i en våge.

De to personer var med resten af deres familie ude på isen - men de andre familiemedlemmer slap uskadt.

»To af dem var gennemblødte og kolde. De er blevet transporteret i ambulance fra stedet. Det har været svært at få oplysninger fra dem, da de kun taler spansk og ikke engelsk,« sagde assisterende redningsleder Christer Ekeroth til SVT onsdag.

De to lig blev fundet ved 19-tiden onsdag aften.

Politiet formoder ikke, at der ligger en kriminel handling bag, og regner derfor ikke med at foretage sig yderligere i sagen.