Tim Foley har fortalt en historie, som er helt igennem hovedrystende. Han fortalte den i sidste weekend i The Guardian, og historien er siden blevet delt 40.000 gange.

Hvorfor er den så opsigtsvækkende? Tag bare indledningen:

Den 27. juni 2010 opholder Tim Foley sig hjemme hos sine forældre og sin lillebror i en velhavende forstad til Boston. Han studerer til daglig international politik på et universitet i Washington, men er hjemme for at fejre sin 20 års fødselsdag. Familien går ud for at spise middag på en restaurant, og tilbage i hjemmet ryger proppen af en flaske champagne. »Happy birthday« og det hele.

Det er alt sammen så ordinært succesfuldt, som hele deres liv på mange måder har været indtil nu, da det pludselig buldrer på døren. Udenfor står et »team af bevæbnede og sortklædte mænd med en rambuk.« De strømmer ind i huset, mens et andet team vælter ind ad bagdøren og løber op på første sal. »FBI,« råber mændene i munden på hinanden.

For – viser det sig – Tims far og mor er ikke bare far og mor. Far og mor er russiske spioner, og de har hele Tims liv levet et hemmeligt dobbeltliv. Tim er ikke – som han tror – søn af et fransk-canadisk par, som har fået amerikansk statsborgerskab. Hans efternavn er ikke det, han tror. Hans forældre kommer i virkeligheden fra Tomsk i Sibirien, de er udstyret med falske canadiske identiteter af den russiske efterretningstjeneste, og Tim og hans lillebror var kommet til verden ikke nødvendigvis af kærlighed, men som en del af den dækhistorie.

Det er, hvad han skal absorbere ud på de små timer af sin 20 års fødselsdag. 20 års løgn.

»Prøv at spørge mig om pludselig identitetskrise,« siger Foley til The Guardian.

Tim Foleys historie er en god historie. Den er formentlig også sand og har en populærkulturel parallel i TV-serien»The Americans«. som i Danmark hitter på Netflix.

Men Foleys historie er mere end bare en skæbnehistorie. Det er også en storpolitisk historie, som sætter fornyet fokus på et til tider latterliggjort spiondrama: Over en periode på 20 år placerede den russiske efterretningstjeneste ti spioner i USA; de var uddannede i en specialafdeling af SVR, som er den del af KGB, som står for spionage i andre lande, og otte af dem var udstyret med falske, vestlige identiteter.

Blandt de otte var Tim Foleys forældre, der levede under dæknavnene Donald Heathfield og Tracey Lee Ann Foley.

Så komplet var deres dække, så dygtigt var deres skuespil, at Tim og hans bror aldrig fik mistanke om forældrenes russiske ophav. Hjemme talte de kun engelsk og fransk, fortæller Foley til The Guardian, og de rejste ofte, men besøgte aldrig Rusland. Forældrene havde en stor vennekreds, men ingen af dem var russiske, og det hele var udramatisk og »almindeligt,« siger Foley.

»Min bror og jeg talte om, at vores venner var heldige at have forældre med mere interessante liv.«

Misundelsen fik en brat ende den 27. juni 2010, og brødrene Foley blev fløjet hjem til Moskva, hvor de blev modtaget som heltesønner af forældrenes chefer fra SVR.

Selv følte de sig ikke som helte, men snarere som forkerte. Deres tilværelse blev forkert, sproget var forkert, landet var forkert, og de mødte bedsteforældre, som de ikke kendte og ikke kunne tale med, fortæller Tim Foley til The Guardian, og han og broderen betalte for alvor prisen for far og mors karriere, for far og mors dobbeltliv.

I Vesten blev hele den russiske operation skildret som en farce udtænkt af de samme mennesker, som byggede en Lada 1200 og kaldte den en bil. »From Russia with Dumb,« skrev en politisk blog, og tabloidmedierne kastede lækkersultne sig over én af de illegale, Anna Chapman, som lignede tegnefilmsfiguren Jessica Rabbit. Hjemme i hovedkvarteret i Moskva havde man åbenbart målt hendes ynder, for hendes kodenavn var »90-60-90,« og hun poserede senere au naturel for lummerblade og i festligt selskab med russiske lummerkarle som præsident Putin.

Et par uger efter anholdelsen blev de illegale russere udvekslet med vestlige spioner. »De var enten for inkompente til at retsforfølge – eller for sexede,« som magasinet New York skrev, og det opsummerede i få ord afslutningen på den affære.

De afslørede amatørillegale bekræftede således billedet af det nye Rusland som en slags Nigeria, bare med dårligere vejr, og det officielle USA har ikke noget imod den udlægning.

FBI og det amerikanske justitsministerium har siden udvisningen offentliggjort nøgledokumenter i sagen mod de ti illegale, og Berlingske har læst over 250 siders afklassificerede dokumenter - og de bekræfter mediebilledet. De illegale var paphoveder, som ikke fik fingre i hemmeligheder af betydning. Og FBI havde styr på dem hele tiden.

I FBI-dokumenterne vrimler det således med eksempler på de russiske tumpetheder, og ét af eksemplerne handler om førnævnte Tim Foleys mor, Tracey Lee Ann Foley.

Hun var ejendomsmægler og skrev på sin hjemmeside, at hun var født i Montreal i Canada og uddannet i Canada, Frankrig og Schweitz. Det var hendes baggrundshistorie eller »legende,« som det hedder i spionsprog, og det er en dødssynd for en spion at underminere sin egen legende.

Men FBI opsnusede i 2001 Tracey Foleys lokale bankboks, og i den fandt agenterne sort-hvide negativer af Tracey Foley i 20-års alderen.

»På alle negativerne var navnet på producenten af filmrullen slettet. Men på det sidste negativ stod navnet TACMA, som er et sovjetisk filmselskab,« hedder det i ét FBI-dokument.

Overvågning er et andet eksempel på russernes amatørisme. Spionage handler i sagens natur om at operere i skyggerne, men de illegale var under konstant opsyn, hvis man skal tro FBI-dokumenterne. Den 16. maj 2004 mødte en russisk diplomat eksempelvis en pengekurér ved navn Christopher Metsos på en togstation i bydelen Queens. Diplomaten og Metsos ankom med identiske orange tasker, og »midt på hovedtrappen passerede de hinanden, Metsos gav hurtigt den russiske attache sin orange taske, og den russiske attache gav hurtigt Metsos sin taske,« skriver FBI-agenterne, som overvågede dem med spionkamera. I tasken til Metsos var 250.000 dollar i kontanter.

Et par timer senere mødte Metsos en af de illegale, Richard Murphy, på en café i Sunnyside i Queens, og også her var FBI til stede med video og audio. Metsos gav to bundter penge til Murphy – ét bundt til Murphy, et andet bundt »til en fyr, som du vil møde; sig til ham, at onkel Paul elsker ham. Han ved, hvad du mener,« som Metsos sagde. Han tilføjede: »Det er skønt at være julemand i maj.« Murphy fik i alt 170.000 dollars af pengene.

Men dermed sluttede det ikke. FBI havde installeret GPS-udstyr på Christopher Metsos’ bil, og den 17. maj kørte han op til en skov i Wurtsboro, 140 kilometer nord for New York. Han havde pakket 60.000 dollar ind i et dobbelt lag isolerbånd og gemte pengene nær en sten »12,7 centimeter nede i jorden,« og han brugte en halvt begravet brun ølflaske til at vise gemmestedet. Resten af de 250.000 dollar tog Metsos til sine egne udgifter.

Den 5. juni 2006 rejste et illegalt ægtepar, Michael Zotolli og Patricia Mills, til Wurtsboro og gravede pengene op, og hele operationen fra Forest Hills til Wurtsboro blev filmet. Busted.

Et tredje eksempel dokumenterer FBIs snarrådighed – og de illegales mangel på samme. De illegale kommunikerede med hovedkvarteret i Moskva, og de kommunikerede bl.a. med steganografi, hvor man gemmer budskaber i kode inde i de bittesmå pixels i billeder på offentlige websites. FBI kendte ikke koden eller detaljer om de pågældende websites, men i 2005 brød FBI-agenter ind i Richard Murphys hjem i Montclair i New Jersey, og på hans kontor fandt de USB-drev med programmer, som de ikke umiddelbart kunne komme ind i. Men de fandt også en lap papir, som Murphy havde skrevet følgende på: »alt,« »control« og »e« plus en remse af 27 bogstaver, numre og tegn. Med de kommandoer og den kode kom FBIs eksperter ind på USB-drevene, og her fandt de adresser på brugte websites, og når de gik ind på de pågældende web-adresser og downloadede billeder, fandt de over 100 hemmelige budskaber gemt i pixels i dem. I 2006 brød de ind i familien Foleys hjem uden for Boston og kopierede indholdet fra al computerudstyr, og de brugte koden fra New Jersey til at knække budskaberne.

FBI kunne nu følge med i kommunikationen med Moskva.

Og sådan fortsætter det i de afklassificerede FBI dokumenter, og sådan var mediedækningen også i 2010. Der er ikke noget at sige til, at spionforfatteren John Le Carré dengang skrev i The Guardian, at de illegale russere var så inkompetente, at han troede, at der var tale om et amerikansk højrekomplot for at ødelægge den daværende optøning mellem USA og Rusland.

Men det fordrer alt sammen, at vi går ud fra, at den amerikanske kontraspionage FBI fortæller os sandheden og ikke forsøger at spinne os, som Edward Lucas skriver i bogen »Deception.« Og det er meget at fordre, siger Lucas, som er seniorredaktør på magasinet The Economist. I »Deception« kulegraver han moderne russisk spionage og bruger bl.a. »de illegale« som eksempel, og hans konklusion er helt anderledes end den populære opfattelse – og mere i tråd med TV-serien »The Americans« og overensstemmende med Tim Foleys forklaring i The Guardian.

De illegale afsløret i operation »Ghost Stories« var ikke amatøragtige, de var ikke harmløse, tværtimod var de rygende farlige, og operationen var ikke bare endnu en russisk excersits i rusten Lada-spionage. Derimod burde den få os alle til at ryste i bukserne.

Lucas påpeger et helt grundlæggende problem, nemlig at FBI har styret alle informationer om sagen, og FBI har f.eks. besluttet hvilke dokumenter, som skal offentliggøres og har redigeret og censureret kraftigt i dem. Materialet myldrer med spionagetekniske detaljer om overvågninger og aflytning og logistik i al almindelighed, men der er intet om indholdet af de illegales spionage i USA og de budskaber, som de sendte hjem til Moskva. Hvilket får læserne til instinktivt at konkludere, at de ikke udspionerede noget som helst, og at budskaberne hjem kun handlede om »send flere penge«.

Det er dygtigt amerikansk spin, men det er ikke rigtigt, fastslår Edward Lucas og fokuserer især på én af de illegale, Tim Foleys far, Donald Heathfield alias Andrej Bezrukov. Heathfield havde taget en omfattende uddannelse i Canada og USA, herunder en kandidatgrad fra Harvard University, og han arbejdede som selvstændig konsulent inden for fremtidsforskning og havde bl.a. udviklet et software til formålet. Fremtidsforskning deler vandene – kritikere kalder den slags »bullshitologi,« mens tilhængerne inden for bl.a. business, finans og politik er besnæret af emnet. Tænk nu, hvis det er rigtigt? Tænk nu, hvis et stykke software kan hjælpe os med at forudse, hvad der vil ske? Det er meget at sige nej til, og det gav Donald Heathfield en genial adgang til opinionsmagerne, konstaterer Lucas.

Heathfield samarbejdede med en snes kendte selskaber, tænketanke og universiteter i USA og Kina, og han fik sit software ind hos et sikkerhedspolitisk projekt hos Georgetown University i Washington. Studerende og tænkere skulle her formulere en politik for fremtidssikring af USAs stormagtsrolle i verden, og den tidligere sikkerhedsrådgiver for vicepræsident Al Gore var koordinator for projektet.

»Det er ikke svært at se, hvor nyttige« sådanne efterretninger er for Moskva, skriver Lucas, og det er en skræmmende tanke at have haft en overbevisende og begavet spion som Heathfield til at rejse rundt i indflydelsesrige kredse i USA, Kina og andre lande med sit made in Moscow-software.

I det hele taget og overordnet er det en skræmmende tanke, at Rusland over 20 år var i stand til at placere ti illegale spioner i USA, og det viser sårbarheden i de åbne, vestlige samfund, mener Lucas Så dygtige var russerne, og så åbne er vores samfund, at Moskva var i stand til at placere de senest to ankomne, herunder sexpotten Anna Chapman, under deres egne identiteter og uden opdigtede dækhistorier.

Og det er værd at notere, at FBI kun var i stand til at knække det illegale netværk i USA, fordi amerikanerne havde en muldvarp i SVR, den russiske spionagetjeneste. Muldvarpen gav dem alle oplysningerne på et sølvfad, og hvis ikke han havde været der, er der god sandsynlighed for, at de illegale ville operere endnu, skriver Lucas.

Så hvad gør vi ved det?

Først og fremmest må vi revurdere bl.a. vores opfattelse af »de illegale.« Som Foleys historie i The Guardian også dokumenterer, viser spionprogrammet, hvad Rusland kan og ikke det modsatte. Vores hovenhed får os til at antage, at russerne er nogle amatører, og hvis de lander med spioner, skal FBI og de andre vestlige efterretningstjenester nok tage sig af kærligt dem. Det er ikke tilfældet, skriver Lucas. Det var held, som afslørede dem, og held kan vi ikke løbe an på.

I stedet skal vi betragte enhver russer og ethvert russisk initiativ med sund skepsis og gå ud fra, at der er noget galt, mener Edward Lucas. Han citerer tidligere CIA-direktør James Woolsey, som siger, at hvis man bliver opsøgt af en velartikuleret og velklædt russer, som præsenterer sig som »russisk forretningsmand,« så er der tre muligheder:

Måske er han forretningsmand, måske er han russisk agent, måske er han medlem af den russiske mafia. Eller måske er han alle tre ting på én gang, og »ingen af de tre institutioner har problemer med sådan et arrangement.«

Det er det nye Rusland, som aldrig har været god til at løse sine egne problemer, men eminente til at skabe vores, og det er på tide at sætte hårdt mod hårdt og lade være med at antage en troskyldighed og farefrihed, som ikke er der, siger Lucas. Nej, selv en sød russer er ikke en god russer, for de vil os ikke noget godt. Og »de illegale« beviser det.

De var så dygtige, at de over 20 år snød deres egne børn, og de troede så meget på sagen, at de ofrede børnene og børnenes fremtid for den. Det er trosiver.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.