En ung amerikaner havde planlagt en biografmassakre under visningen af den nye Twilight-film i delstaten Missouri. Men hans mor meldte ham til politiet, inden nogen kom noget til.

USA: En bekymret mor kan have forhindret en ny massakre i en amerikansk biograf, som den der fandt sted i sommers, hvor en ung mand skød og dræbte 12 personer under premieren på den seneste Batman-film.

Moderen til den 20-årige Blaec Lammers slog alarm, fordi hendes søn havde købt 400 stykker ammunition og to rifler som dem, der blev brugt under biografskyderiet tidligere i år, oplyser TV-kanalen ABC News.

Det fik politiet i delstaten Missouri til at rykke ud og anholde Lammers, som erkender, at han havde »morderiske tanker« og at han havde planer om at åbne ild i en biograf i byen Bolivar. Det skulle ske under visningen af den nyeste film i vampyrserien Twilight, og Lammers har indrømmet, at han havde købt en billet til filmen søndag den 18. november.

- Gudskelov var der et ansvarligt familiemedlem, ellers kunne vi måske have haft et helt andet udfald, siger politichefen Steve Hamilton til AP.

Han tilføjer, at den anholdte er psykisk syg, og ikke havde taget sin medicin.

Udover skyderiet i biografen havde den 20-årige mand planer om at åbne ild ved en nærliggende Wal-Mart-butik, skriver Bolivar Politi i en pressemeddelelse. I 2009 truede Lammers med at stikke en ansat i butikskæden ned, men politiet nåede at gribe ind, inden det skete.

De to rifler havde Lammers erhvervet på lovlig vis, og politiet skal nu i gang med at undersøge, hvordan den psykisk ustabile mand har fået en våbentilladelse.

I juli i år blev 12 dræbt og 58 såret, da den 24-årige James Holmes pludselig gik amok og skød omkring sig i en fyldt biografsal i staten Colorado.