En engelsk dreng på 11 år er død efter en forfærdelig bilulykke. En edderkop faldt pludselig ned på moderens hånd, mens hun kørte bilen, og det sendte hende ind i en bil med en flok får på traileren.

Både 11-årige Tristan Silver og hans otteårige søster Branwen sad i bilen på vej til skole.

Det var tidligt om morgenen i maj måned i Wales, da deres mor, Cloud Younger, pludselig mærkede en lodden skabning, der landede på hendes venstre hånd.

Det fik Branwen, som sad på forsædet, til at bryde ud i et hysterisk skrigeri. Det fortalte Cloud Younger under sit første interview efter ulykken 4. maj.

Hun prøvede på at få datteren til at falde lidt til ro, men var så distraheret, at hendes bil kom over i den forkerte side af vejen.

Den ramte en sort Mitsubishi, der trak en trailer fuld af får. Det skriver BBC.

Da betjentene oprindeligt spurgte Cloud Younger, hvorfor hun ikke stoppede, svarede hun: 'Ingen kommentarer'. Hun skulle efterfølgende have forklaret, at hvis hun havde kunne huske mere, så havde hun fortalt det.

Det står ikke klart, hvor stærkt Cloud Younger kørte på vejen, der havde en hastighedsgrænse på 96 km/t.

Men David Glyndwr Jones, som kørte bilen med fårene på slæb, fortalte, at hans bil stod næsten stille efter sammenstødet.

»Til at begynde med var den lige kommet over den hvide linje, med omkring en fjerdedel af bilen på den forkerte side,« sagde Jones.

»Så kom den pludselig helt over på min side, og jeg kunne se, at den ikke ville stoppe. Jeg føler mig helt ødelagt over, hvad der skete. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun ikke så os og kørte tilbage på hendes side af vejen.«

Peter Brunton, retsmediciner, kalder ulykken for 'ekstremt sørgelig og tragisk'.