Hun sørgede for alkohol. De unge skulle bare møde op. Men ingen måtte vide noget.

En mor er tiltalt for at have opfordret til sex blandt teenagere, mens hun overværede det.

Hendes teenagesøn deltog selv i de fester, som Shannon Marie O'Connor fra Los gatos i Californien arrangerede fra juni 2020 til foråret 2021.

Det skriver People.

I anklageskriftet står der, at kvinden er sigtet for groft misbrug af børn, seksuelle overgreb og for at have sørget for alkohol til mindreårige til festerne.

Den 47-årige kvinde opfordrede de unge til ikke at fortælle noget til deres forældre, selv da en af dem besvimede i sit eget bræk under en af festerne.

Flere af de unge, der har deltaget i festerne, har fortalt om deres oplevelser med den 47-årige mor.

En fortæller, hvordan kvinden holdt en nytårsfest hos sig selv sammen med fem 14-årige. Her havde kvinden kigget på og grinet, mens en fuld teenager voldtog en ung kvinde.

Ved et andet tilfælde havde hun taget en fuld teenager ind i et soveværelse, hvor en påvirket ung pige lå i sengen.

Efter den 14-årige pige var blevet misbrugt, havde hun konfronteret O’Connor:

»Hvorfor efterlod du mig derinde med ham? Hvorfor gjorde du det? Du vidste, hvad han ville gøre ved mig.«

Kvinden sørgede selv for at invitere gæster til sine fester ved at sende en Snapchat eller en sms-besked til teenagerne, hvor hun opfordrede dem til at tage hjem til hende midt om natten for at drikke.

Ud over anklager om seksuelt misbrug af børn er hun anklaget for at have fået 120.000 dollar i uautoriserede gebyrer på et firmakort fra et tidligere arbejde.

Den 47-årige kvinde bor nu i Idaho. Hun skal nu udleveres til Californien, hvor hun vil blive retsforfulgt.