Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En ny ’challenge’, en udfordring, blandt unge kan ende helt galt.

Det advarer en mor nu om. Hendes datter har nemlig pådraget sig svære forbrændinger som følge af udfordringen.

Engelske Jamie Prescotts datter, 14-årige Ellie, fik andengradsforbrændinger, da hun prøvede ’deodorant-udfordringen’, hvor der bliver sprayet en stor mængde af deodorantens indhold på et sted på kroppen.

Udfordringen har skadet Ellie så meget, at hun muligvis har brug for hudtransplantationer. Og selv om det er over to uger siden, at Ellie blev forbrændt, så går hun stadig regelmæssigt til lægen med sårene for at få dem tilset, skriver engelske The Sun.

Episoden skete den 18. april og efterfølgende er Jamie Prescott gået på Facebook, hvor hun også lagde billeder ud af sårene for at advare andre.

Hun fortæller til andre forældre, at det er vigtigt, at de sætter sig ned med deres børn og fortæller dem, at det er en dårlig ide, og man ikke er ’sej’, hvis man deltager i udfordringen.

Samtidig fortæller hun, at Ellie var ny på sin skole, hvor episoden skete. Her var hun gået ud på legepladsen med sine nye venner, hvor hun altså havde lavet udfordringen.

»Da de andre elever bad hende om at lægge armen frem, gjorde hun det, men hun havde ingen ide om konsekvenserne ved det, og havde ikke engang hørt om udfordringen,« sagde Jamie Prescott om sin datters deltagelse ifølge The Sun.

Hvis bare et barn bliver forhindret i at deltage i udfordringen, så føler Jamie Prescott, at hun er lykkedes med sit indlæg, siger hun.

Det er især i Bristol-området i England, at udfordringen bliver udøvet.

På Facebook er morens opslag delt mere end 3.350 gange og har fået stor opmærksomhed.