Da australske Monica Green en dag kom tidligere hjem end planlagt, stod det hurtigt klart, at der var noget galt.

Bagdøren stod på klem, og der lå et halvfærdigt måltid med kyllingenuggets på køkkenbordet.

Det fortæller hun til det lokale medie Courier Mail, skriver news.com.au.

I flere måneder havde hun godt lagt mærke til, at det var som om, at nogle ting flyttede plads i huset i Rockhampton, hvor hun bor med sine børn.

Mad forsvandt ud i det blå, og hendes overvågningskamera blev slået fra. Men hun havde slået det hen og ikke tænkt nærmere over det.

Men da hun mandag – efter at have været en tur på lægehuset – kom tidligere hjem end planlagt og så, hvad der var sket, stod det klart, at der var noget helt galt.

Hun skyndte sig derfor at ringe til politiet, og de opdagede, at en lem, der førte op til et loftsrum, stod delvist åbent.

Det viste sig dermed, at en fremmed person i længere tid sandsynligvis har boet og opholdt sig i hendes hjem – uden hun har vidst det.

»Jeg føler, det er som taget ud af en gyserfilm. Hvad lavede han på loftet? Hvad var hans intention? Ville han skade os? Ville han stjæle en af mine børn? Det er meningen, at jeg skal beskytte dem, og jeg føler, at jeg har fejlet,« siger Monica ifølge news.com.au til 9News.

En talsmand fra politiet i Queensland, Jason Milner, beskriver sagen som 'ret unik':

Selv tror Monica, at personen, der flyttede ind på hendes loft, i første omgang fik adgang til hendes hus ved at stjæle hendes bilnøgler.

Politiet er fortsat i gang med at undersøge sagen.