De populære norske drengenavne Per og Jan må give fortabt. Mohammed er nu det mest almindelige drengenavn i Oslo.

Der er nu 4.801 indbyggere i den norske hovedstad, som hedder Mohammed - i en af de varianter navnet kan staves - til fornavn. Dermed passerer det Jan og Per og er for første gang nogensinde det mest populære drengenavn i Oslo.

Det viser en ny optælling foretaget af den norske pendant til Dansk Statistik - Statistisk Sentralbyrå - ifølge NRK.

De sidste fire år har Mohammed været det mest populære baby-navn i Oslo, så før eller siden måtte det ske, at Per og Jan blev stødt fra navnetronen.

Mohammed betyder 'prisværdig' og har i århundreder været et meget populært navn blandt muslimer. Baggrunden skal selvfølgelig findes i, at Islams store profet hed Mohammed. Der er tradition for, at den førstefødte søn får navnet Mohammed.

I København er navnet Peter det mest almindelige. der er ifølge Dansk Statistik 6.764 københavnere, som bærer navnet.

På landsplan er der ifølge Danmarks Statistik 11.180, som hedder Mohammed i Danmark - alle stavemåder medregnet. Der er et godt stykke op til de mest populære drengenavne. På 20. pladsen kommer Mads, som 30.859 hedder. Også på landsplan fører Peter an med 49.811, tæt forfulgt af Jens.