Indien har vaccineret over 12 millioner i frontpersonalet. Nu er turen kommet til personer over 60 år.

Den indiske premierminister, Narendra Modi, har mandag modtaget det første stik med landets egen vaccine mod coronavirus.

Stikket symboliserer begyndelsen på verdens næstmest folkerige nations anden fase af vaccineudrulningen.

Her får den brede befolkning over 60 år og sårbare over 45 år nu adgang til vaccinen.

Hidtil har vaccinekampagnen været rettet mod sundhedspersonale og andre i frontlinjen.

Indien med 1,3 milliarder indbyggere har indtil videre vaccineret 12,2 millioner i frontlinjen, siden landet godkendte to vacciner i begyndelsen af året.

- Det er værd at bemærke, hvordan vores læger og forskere har arbejdet hurtigt for at styrke den globale kamp mod covid-19, skriver den 70-årige Modi på Twitter.

Han har samtidig delt et billede af sig selv, da han får stikket på et offentligt hospital i New Delhi.

- Jeg opfordrer til, at alle dem, der er berettiget til at få vaccinen, får den. Lad os gøre Indien fri for corona, skriver Modi videre.

Regeringen sagde i sidste uge, at den ville lade folk selv vælge deres vaccinationscenter og lade dem vælge mellem den indiske vaccine fra Covaxin eller vaccinen fra AstraZeneca i modsætning til tidligere.

I faktiske tal er Indien det fjerdemest plagede land af virusset med over 157.000 coronarelaterede dødsfald. Det overgås kun af USA, Brasilien og Mexico.

Men i dødsfald mål per 100.000 indbyggere ligger Indien langt nede på listen som nummer 84 med cirka 11 dødsfald per 100.000 indbyggere. Det viser tal fra den internationale statistikbank Statista.

Til sammenligning ligger Danmark nummer 58 med cirka 40 dødsfald per 100.000 indbyggere, og USA ligger nummer syv med 154 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Siden pandemiens begyndelse er der blevet opdaget over 11,1 million smittetilfælde i Indien.

/ritzau/Reuters