Antallet af historier om krigsforbrydelser i Ukraine vokser stødt. Flere organisationer indsamler vidnesbyrd for at sikre beviser til et muligt retsopgør med russerne, og der er nok at tage af.
20-årige Tatiana er både uhyre velformuleret og detaljeret, da hun fortæller sin historie, og det gør den om muligt endnu grummere.
»Tidligere på dagen var russerne kommet til min bedstefars hus, hvor hele familien var samlet. De tog vores simkort fra telefonerne og rodede igennem alting. De fandt intet, men de ville alligevel tage min far med. Vi bønfaldt dem om at lade ham blive, og kommandøren, der prøvede at være høflig, lod ham til sidst blive med os,« fortæller Tatiana.
Hendes mørke hår blafrer i vinden, der blæser mellem højhusene i Bucha. Her er hun født, og her boede hun i fred og idyl, indtil russerne kom. Hun virker fattet, men der er stor sorg i hendes øjne, da hun forsætter fortællingen.
»Vi var meget lettede, og vi bevægede os tilbage mod vores egen lejlighed, der ligger 15 minutters gang fra min bedstemor. Vi havde alle hvidt på tøjet for signalere, at vi er civile. Min har havde striber på jakken og min mor og jeg havde hvide sjaler over skuldrene. Det var den 21 marts, og jeg husker desværre alting i detaljer,« siger Tatiana
Familien havde gået denne rute mange gange, og der var ikke noget, der signalerede, at denne eftermiddag ville blive anderledes. Men den kom til at ændre deres liv for altid.
»Vi gik i gåsegang. Min far først, så min mor og så mig. Pludselig hørte jeg et smæld fra et skud. Min mor faldt ligesom lidt bagover, og jeg kunne se, at der kom noget ud af hendes baghoved. Jeg havde mistet hørelsen på højre øre, og jeg skreg til min mor, at hun skulle lægge sig ned, men hun var allerede faldet.«
Tatiana kravlede hen til sin mor og prøvede at tale med hende, moren forsøgte at trække vejret og at sige noget, men kunne ikke.
»Der var blod over det hele. Vi råbte om hjælp, råbte, at vi var civile, og at min mor var ved at forbløde. Men russerne, der var i den bygning, hvor der var blevet skudt fra, kom hende ikke til undsætning,«
Tatiana fortæller, at de russiske soldater indrømmede, at de havde skudt hendes mor. Hvorfor ved hun ikke. Tatianas far blev tvunget til at smide tøjet, blev bagbundet og efterladt på en øde vej, og hele den forfærdelige oplevelse har naturligvis sat sig dybe spor i den unge pige, som så det hele
Hun får nu hjælp af en dansk psykolog til at komme videre i livet. Men hun hjælper også selv med at genfortælle historien i detaljer til Truth Hounds, en organisation, der forsøger at kortlægge krigsforbrydelser i Ukraine.
»Fra april måned, hvor russerne trak sig tilbage fra området nord og vest for Kyiv, har vi opsøgt de byer og landsbyer de besatte og i så nøjagtige detaljer som muligt forsøgt at kortlægge de krigsforbrydelser, der er foregået, og det er desværre mange,« siger Roman Kovlav, en ung mand, som er uddannet historiker og nu bruger al sin vågne tid på at optage vidnesbyrd fra krigsofrene.
»Det er helt forfærdelige historier, vi hører om systematisk voldtægt, henrettelser og ydmygelser af civile. Ofrene er naturligvis dybt traumatiserede, og det er vores opgave at forsøge at få dem til at fortælle deres historie så detaljeret som overhovedet muligt. Det giver os mulighed for efterfølgende at samle mere bevismateriale, som måske kan blive brugt i et retsopgør, når krigen er slut,« siger Roman Kovlav til B.T.
Han erkender, at arbejdet tager på ham psykisk, og han siger, at det her er hans bidrag til krigsindsatsen.
»Vi skal jo forholde os så neutrale og følelsesløse som muligt. Det er vigtigt, at vi ikke påvirker vidnesbyrd med vores følelser, og det er svært nogle gange, når man hører disse forfærdelige historier fra civile, der har fået ødelagt deres liv uden grund. Det er et kæmpestort arbejde, og det vil tage måneder og år at indsamle denne viden, når krigen er forbi, men det er den eneste måde at søge retfærdighed for ofrene på,« siger Roman Kovlav fra Truth Hounds.
Tatiana fra Bucha er et af de krigsofre, som har indvilget i at fortælle sin historie i retfærdighedens navn. Hun forventer ikke at dem, der skød hendes mor, bliver stillet for retten, men hun håber, at hendes historie kan være med til at give et mere fyldestgørende billede af den russiske brutalitet.
»Nogle af dem, der dræbte min mor, er sikkert selv døde. Mange russiske soldater døde her. Jeg søger ikke hævn, men retfærdighed. Jeg håber, at verden vil lytte til min og andres historie og forstå, at vi sammen må stoppe al denne ondskab,« siger Tatiana til B.T. i Bucha.
Hendes drømme om at studere i udlandet er for nu lagt på hylden. Lige nu gælder det bare om at klare sig igennem hverdagen fra uge til uge sammen med sin traumatiserede familie. Hendes historie er blot en af tusinder om overgreb i Ukraine, men det er en af dem, der er blevet dokumenteret, og som måske kan medvirke til at skabe en forståelse af, præcis hvor brutal den russiske hær var over for de civile ukrainere, og hvorfor.
