Ingen har set Yessenia Alvarado, siden hun forsvandt i Mexico 19. august i år.

For et par uger siden dukkede den 24-årige models lig op i en massegrav i regionen Canal Bajo sammen med seks andre.

Det skriver flere internationale aviser, blandt dem britiske Independent og The Sun.

Det er endnu uvist, hvem de andre ofre er.

Sikkert er det dog, at modellen blev kidnappet af maskerede mænd, mens hun var på indkøbstur byen Ciudad Obregón tæt på grænsen til Arizona og New Mexico sammen med sin mor og sin kusine.

Den unge mor til et lille barn gik på gaden, da fire maskerede mænd pludselige dukkede op i en pickup-truck og tvang hende ind i bilen.

Ifølge avisen Daily Mail forsøgte kidnapperne at afpresse familien for penge, men pludselig stoppede kommunikationen med bortførerne.

Alvarado er det eneste af de syv ofre, der er blevet identificeret indtil nu. Det skete ved hjælp af dna.

Det forlyder, at de mexicanske myndigheder har anholdt tre mænd, som er mistænkt i sagen.

Det vides ikke, hvorvidt drabene på de syv uskyldige mennesker har forbindelse til rivaliseringen mellem lokale narkokarteller.

På Facebook hylder hendes bror hende som en god og kærlig kvinde og lover at passe godt på hendes lille søn.

I alt 3.663 mennesker er blevet kidnappet i Mexico, siden præsident Andrés Manuel López Obrador kom til magten i december 2018.