Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, vil træde tilbage fra sin post i november.

Det siger han til Senatet onsdag.

McConnell er den længst siddende leder for et parti i Senatet i historien, da han i næsten 17 år har stået i spidsen for Republikanerne i kammeret.

For tiden er han mindretalsleder.

»Jeg blev 82 år sidste uge. Slutningen på mine bidrag er nærmere, end jeg ville ønske,« siger McConnell til Senatet.

»Tiden kan ikke overvindes. Jeg er ikke længere en ung mand, der sidder på de bageste rækker og håber, at mine kolleger husker mit navn.«

»Det er tid til en ny generation af ledere.«

Til november skal USA vælge en præsident samt medlemmer til Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet.

/ritzau/