Brugen af øjendråber bliver nu forbundet med mindst fire dødsfald i USA.

Og herudover skulle 14 være blevet blinde efter at have brugt dem.

Det skriver ABC News.

Det er Centers for Disease Control and Preventation, der har oplyst de nye tal.

Et af dødsfaldene skulle have fundet sted i staten Washington, mens der ikke er sat lokalitet på de andre ofre.

Fire har fået fjernet deres øjeæbler på grund af øjendråberne.

I de fleste tilfælde har folk fået øjnene ødelagt af øjendråber af mærkerne EzriCare og Delsam Pharma, der fremstilles af det indiske firma Global Pharma Healthcare.

Øjendråberne er forurenet med en antibiotikaresistent afart af bakterien pseudomonas aeruginosa.

Den er almindelig i sundhedsmiljøer og spreder sig ved dårlig hygiejne på grund af urene hænder eller medicinsk udstyr og overflader, der ikke er blevet gjort ordentlig rene.

Den stamme af bakterien, der er forbundet med udbruddet, har dog aldrig været registreret i USA tidligere.

I februar udsendte de amerikanske sundhedsmyndigheder en advarsel mod at købe de to ovennævnte produkter.

Symptomer på den alvorlige infektion omfatter blandt andet gult, grønt eller klart udflåd fra øjet og ubehag.

Centers for Disease Control and Preventation skriver i sin opdatering:

»Personer, der har brugt EzriCare eller Delsam Pharmas produkter, og som har symptomer på infektion, bør søge lægehjælp øjeblikkeligt.«

Produkterne bliver angivelig ikke solgt på nettet.