Når Rusland hjælper de tyrkiske borgere efter jordskælvet, der mandag morgen ramte landet, er det en eftertragtet mand, der leder indsatsen.

I hvert fald, hvis man spørger de ukrainske myndigheder.

Ukraines sikkerhedstjeneste mener nemlig, at den tidligere leder for den russiske nationalgarde i Tjetjenien, Daniil Martynov, er ansvarlig for flere krigsforbrydelser i forbindelse med Ruslands krig mod Ukraine.

Og nu leder Martynov altså den russiske nødhjælpsindsats i Tyrkiet. Det skriver CNN.

Ukraine anklager blandt andet Martynov for brud på de internationale krigskonventioner og for hård behandling af krigsfanger.

Ifølge anklagerne stod Martynov i spidsen for besættelsen af et psykiatrisk hospital i Ukraine, hvor over 500 mennesker blev taget som gidsler.

Her skulle han efter sigende have sagt til en fange på hospitalet, at hun »skulle føle sig taknemmelig for at være i live«.

Sidste år fik Martynov et job som rådgiver i Ruslands ministerie for nødssituationer, og det er altså i den egenskab, at Martynov nu leder den russiske indsats for at hjælpe de tyrkiske borgere, der er ramt af jordskælvet.

De russiske myndigheder benægter Martynovs involvering i krigen mod Ukraine.

Jordskælvet har indtil videre kostet flere end 21.000 mennesker livet.