Grænsen i Sinai mellem Egypten og Gaza er atter i fokus, efter at Israel forpurrede terrorangreb med stjålne militærkøretøjer.

Søndagens massakre på 16 egyptiske grænsevagter i Sinai-ørkenen tæt ved Gaza-striben, hvor gerningsmændene efterfølgende stjal to pansrede militærkøretøjer, har sat spørgsmålstegn ved Egyptens evne til at kontrollere det strategiske område i Sinai, der grænser op til Gaza og Israel.

De mindst syv gerningsmænd er efter alt at dømme kommet ud i Sinai fra Gaza via en af de mange tunneller, der er gravet fra Gaza til Egypten, de havde til hensigt at nå frem til en af de israelske grænseposter mod Egypten og Sinai.

Et af de stjålne køretøjer med fire gerningsmænd nåede ind på den israelske side, inden det blev ramt og tilintetgjort af israelerne, mens det andet blev ramt, mens det

stadig befandt sig på egyptisk område.

Israels forsvarsminister, Erhud Barak, sagde mandag, at angrebet er et signal til Egypten om at forstærke sikkerheden i Sinai for at hindre terroraktioner.

Israel, som erobrede Sinai under Seksdageskrigen i 1967, leverede Sinai tilbage til Egypten efter indgåelse af en fredsaftale, der under præsident Mubarak stabiliserede forholdet mellem de to lande.

Siden Mubaraks fald er situationen i den del af Sinai, som ligger op mod Gaza og Israel, blevet stærkt forværret. Rapporter taler om, at al-Qaeda har haft held til at infiltrere området gennem de beduinstammer, der udgør det meste af den sparsomme lokale befolkning, og slå sig sammen med andre militante.

Ifølge fredsaftalen mellem Egypten og Israel er det ikke tilladt for egypterne at stationere troppestyrker i grænseregionen, men udelukkende politi. I lyset af den skærpede sikkerhedssituation har israelerne gennem de seneste år dog tilkendegivet, at de accepterer større egyptisk militær tilstedeværelse.

Egyptens nye islamistiske præsident, Mursi, og det islamistisk dominerede parlament mødes med skepsis af Israel, men det egyptiske militær, der stadig indtager en vigtig magtposition, har tilkendegivet, at søndagens aktion ikke vil gå ustraffet hen.

- Egypterne vil ikke komme til at vente længe, før de ser en reaktion på denne begivenhed, lyder det fra militæret.

Præsident Mursi har tidligere lovet, at han vil efterleve fredsaftalen med Israel, selv om Det Islamiske Broderskab, hvor han har sin magtbase, er fjendtligt indstillet over for Israel.