Det er uhyre sjældent, det sker. Så den 31-årige hun-elefant Curve udrettede lidt af et mirakel, da hun i sidste uge fødte et sæt tvillinger.

Det er i et reservat i Pongola i Sydafrika, den sensationelle fødsel har fundet sted. Ifølge en pressemeddelelse fra reservatet er der kun 0,5 procent chance for en tvillingefødsel blandt elefanter. Endnu mindre er sandsynligheden for, at begge elefant-kalve overlever, til de bliver voksne, så det er nu en regulær kamp for overlevelse, de nyfødte elefanter er blevet kastet ud i.

Det siger elefant-eksperten, doktor Ian Whyte, i pressemeddelelsen:

Foto: Malcolm Thomson, Pongola Game Reserve General Manager
Vis mere

»Risikoen for dødelighed blandt tvillinge-elefanter stiger i takt med det stigende behov for mælk fra moderen. Moderen producerer ikke mælk nok til begge sine kalve, hvilket resulterer i, at den mindst dominante af de to muligvis ikke får den mængde mælk, den har brug for,« forklarer Ian Whyte.

Foto: Malcolm Thomson, Pongola Game Reserve General Manager
Vis mere

Derfor er det nu vigtigt, at Curve og hendes tvillinge-kalve får luft og ro til at bekæmpe de hårde odds for, at begge elefanter når at blive voksne. Af den årsag har personalet derfor ikke nærmet sig den lille familie og ved derfor ikke, hvilke køn de to elefant-kalve har.

Den 31-årige mor, Curve, står i øvrigt alene med opgaven om at passe på sine to nyfødte. Den formodede far, en 44-årig han-elefant, døde nemlig for et års tid siden.

Foto: Malcolm Thomson, Pongola Game Reserve General Manager
Vis mere