Juan Guaidós stabschef har forsøgt at hyre centralamerikanske snigmordere til at begå drab, påstår minister.

Roberto Marrero, stabschefen for Venezuelas oppositionsleder, førte an i et komplot, der gik ud på at få lejemordere fra Centralamerika til Venezuela for at udføre snigmord.

Det påstår landets kommunikationsminister, Jorge Rodriguez, i et tv-indslag natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.

I indslaget ses Rodriguez fremvise billeder af telefonsamtaler, som ifølge ham er bevis på, at Marrero orkestrerede lejemordernes betaling.

Natten til torsdag blev Roberto Marrero på dramatisk vis tilbageholdt af venezuelanske sikkerhedsstyrker, der trængte ind i hans hjem i hovedstaden Caracas, ransagede det og tog Marrero med sig.

Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaido, siger, at der er tale om en bortførelse.

- De har bortført Roberto Marrero, min stabschef. Vi ved ikke, hvor han er. Han skal løslades omgående, skriver Guaidó på Twitter.

Også politikeren Sergio Vergara, der er en af Guaidós nærmeste allierede, fik sit hjem ransaget natten til torsdag.

Guaidó rejste i slutningen af februar og frem til 4. marts rundt i en række sydamerikanske lande. Her var både Marrero og Vergara med.

Formålet var at samle støtte i deres kamp mod præsident Nicolas Maduro.

Maduro vandt en ny periode som præsident ved et valg i maj sidste år.

Valget blev af mange rundt i verden opfattet som udemokratisk.

I januar trådte parlamentets formand, den 35-årige Juan Guaidó, derfor frem og udråbte sig som midlertidig præsident.

Han er blevet anerkendt som fungerende præsident af blandt andet USA og flere EU-lande. Det gælder også Danmark.

Torsdagens aktion i Caracas kan ifølge nyhedsbureauet Reuters være et tegn på, at Maduro er begyndt at slå ned på oppositionens opgør.

Det venezuelanske militær er fortsat loyalt over for Maduro.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har på Twitter fordømt torsdagens aktioner i Caracas.

- USA fordømmer ransagninger udført af Maduros sikkerhedsstyrker og tilbageholdelsen af Roberto Marrero.

- Vi kræver en øjeblikkelig løsladelse. Vi kommer til at stille de involverede til ansvar, lyder det fra udenrigsministeren.

/ritzau/