Gnist fra svejseapparat menes at have antændt brand nær oliebrønd. Flammerne er fortsat ude af kontrol.

Jakarta. Mindst ti mennesker er omkommet i forbindelse med en brand i et ulovligt olieanlæg i Aceh-provinsen i den vestlige del af Indonesien.

Snesevis af andre meldes tilskadekommet i ulykken, der er sket natten til onsdag lokal tid.

Det oplyser landets katastrofeberedskab ifølge Reuters og AFP.

Det er endnu ikke lykkedes at få kontrol over flammerne.

- De er stadig meget høje, og de er endnu ikke blevet slukket, siger en lokal myndighedsperson til AFP.

Branden menes at være udløst af en gnist fra et svejseapparat, som har antændt olie, der var spildt nær brønden. Flammerne har antændt mindst tre boliger.

/ritzau/