Lyt til artiklen

2738 hændelser.

Så højt er antallet af antisemitiske hændelser, der er blevet rapporteret i 2021 i Tyskland.

Det viser en ny rapport, der er udarbejdet af Department for Research and Information on Anti-Semitism (RIAS).

Antisemitisme er den generelle betegnelse for had rettet mod jøder.

Og ifølge rapporten har blandt andet konspirationsfortællinger været med til at hælde benzin på hadbålet. Det skriver mediet The Independent.

Det har betydet mere end 2700 hændelser, herunder 63 angreb og seks tilfælde af ekstrem vold. Det svarer til mere end syv antisemitiske hændelser om dagen.

En skræmmende højt tal, mener den tyske regeringskommissær mod antisemitisme Felix Flein.

»Samtidig er hver af de rapporterede hændelser også et skridt i retning af at reducere mørketallene,« siger han til mediet.

Ifølge rapporten var højreekstremister ansvarlige for 17 procent af hændelserne, mens mere end halvdelen af de antisemitiske hændelser ikke kunne spores tilbage til et specifikt politisk synspunkt.

I alt har 964 mennesker – både jøder og ikke jøder – været berørte af antisemitiske hændelser i 2021, fortalte lederen af RIAS Benjamin Steinitz.

I Danmark kan du melde antisemitiske hændelser til Det Jødiske Samfund i Danmark, der årligt udgiver en rapport over registrerede hændelser.