Mindst otte personer er blevet dræbt af laviner i Alperne i Østrig siden fredag, oplyser politiet i Wien søndag.

Der blev lørdag meldt om 30 laviner i Tyrol, og mindst tre personer blev fundet omkommet. Yderligere fem er meldt omkommet af myndighederne søndag.

Blandt de omkomne var en 59-årig fører af en sneplov i Tyrol. Han døde ved en ulykke natten til søndag. To skiløbere på 29 og 32 år samt en skiguide, som blev ramt af en lavine på en piste, blev fundet omkommet ved Sankt Anton am Arlberg søndag. En 62-årig mand er også fundet omkommet.

En 17-årig fra New Zealand, som havde stået på ski offpiste, blev fundet omkommet lørdag, hvor der også blev fundet en tysk mand i 50erne omkommet samt en 32-årig kineser.

Myndighederne har indskærpet over for skiturister, at de skal holde sig til pisterne.

Det er både heftige snefald og voldsom vind, som har forøget risikoen for laviner ved flere populære skiområder.

Alarmniveauet er på trin fire ud af fem mulige, men det har ifølge AFP ikke afholdt skiturister fra at træde uden for de markerede ruter.

Den østrigske vinterferie er netop gået i gang, hvorfor vintersportsstederne også i øjeblikket er fyldt op til randen.

Ifølge AFP dør omkring 20 mennesker årligt på de østrigske pister.

Udenrigsministeriet advarer i sin rejsevejledning om risikoen for laviner i de østrigske bjergområder om vinteren.

Ifølge SOS International sker størstedelen af skader og ulykker for danske skiturister i udlandet i Østrig, der tæller for 45 procent af det samlede antal.

Italien og Frankrig følger efter med henholdsvis 20 procent og 16 procent.

Det er oftest mænd, der kommer til skade. De fleste er i aldersgruppen 40-59 år.

/ritzau/AFP