Udenrigsministeriet fortæller, at der i øjeblikket befinder sig mindst otte danskere på Haiti
Lige nu befinder der sig mindst otte danskere på Haiti. Udenrigsministeriet har været i kontakt med syv af dem - herunder Jørgen Leth, der efter omstændighederne har det godt.Desuden er den danske jordemor Anna Friis Jørgensen, der arbejder på et sundhedscenter i hovedstaden, også i god behold. Det oplyser Læger Uden Grænser i en pressemeddelelse.
Udenrigsministeriet mangler dog stadig at få etableret kontakt til den sidste dansker, som de er sikker på befinder sig i området.
- Vi fortsætter selvfølgelig bestræbelser på at få et overblik over, hvor mange danskere, der egentlig er på Haiti - og om de alle er i god behold. Men problemet er, at jordskælvet også har ødelagt telefonlinjerne, så foreløbig har vi ikke kunnet få kontakt til konsulatet, siger Inge Durant, kontorchef i kontoret for bistand og beredskab i Udenrigsministeriet, ifølge Ritzau.
Ingen danskere på Haiti har selv skrevet sig på Udenrigsministeriets såkaldte danskerliste over statsborgere i udlandet.