Et højhastighedstog er torsdag kollideret med et lokaltog i Ankara. Ni meldes omkommet og 43 kvæstet.

Dødstallet stiger til ni efter et højhastighedstog torsdag morgen er forulykket i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Det oplyser den tyrkiske transportminister, Mehmet Cahit Turhan, skriver dpa. Der er også meldinger om, at 47 personer er kvæstet efter ulykken.

Det var et sammenstød med et lokaltog, som forårsagede ulykken omkring klokken 06.30. TV-stationen CNN Türk rapporterede kort efter ulykken, at tre personer var dræbt.

Videooptagelser på CNN Türks hjemmeside fra stedet viser flere sammenkrøllede togvogne, som er viklet ind i en stålkonstruktion - muligvis en gang- eller vejbro hen over skinnelegemet. Redningsmandskab ses også på optagelserne fra ulykkesstedet.

Højhastighedstoget havde netop forladt banegården i Ankara på vej mod provinsen Konya i den centrale del af Tyrkiet, da ulykken indtraf.

Tre togførere - to fra højhastighedstoget og en fra lokaltoget - er blandt de omkomne, oplyser ministeren.

Der er foreløbigt ingen meldinger om antallet af passagerer på fjerntoget eller lokaltoget.

I juli omkom 10 personer og flere end 70 personer blev såret, da et tog kørte af sporet i den nordvestlige del af landet, efter et større uvejr, skriver AP.

Sidste måned kom 15 personer til skade, da et passagertog kolliderede med et godstog i den centrale del af landet.

/ritzau/