Tusindvis af muslimer deltog fredag i en protestaktion i gaderne nær et af Jerusalems helligste steder.

Jerusalem. Tusindvis af muslimer deltog fredag i en aktion i gaderne nær et af Jerusalems helligste steder.

De knælede på bedetæpper lagt ud på brostenene i protest mod, at Israel har installeret metaldetektorer i området ved Tempelbjerget efter et blodigt angreb i sidste uge.

Efter fredagsbønnen i gaderne kom det til voldsomme sammenstød mellem stenkastende palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker nær den gamle bydel. Der var også uroligheder i flere brændpunkter på Vestbredden.

Tre palæstinensere meldes dræbt, og nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne siger, at 390 palæstinensere blev såret.

En 17-årig palæstinenser meldes dræbt af skud i byen, men der er ingen klare oplysninger om omstændighederne ved dødsfaldet.

En talskvinde for Jerusalem Hospital siger, at palæstinenseren blev skudt af soldater under gadekampe.

De palæstinensiske myndigheder på Vestbredden siger i en erklæring, at mindst tre palæstinensere blev dræbt under sammenstød fredag.

En israelsk ambulancetjeneste meddelte desuden sent fredag, at tre israelere er blevet dræbt på Vestbredden af knivstik.

Urolighederne finder sted, efter at Israel i sidste uge traf den usædvanlige beslutning at lukke Tempelbjerget for muslimer og turister.

Det skete, efter at tre palæstinensere fredag havde åbnet ild og dræbt to politibetjente.

Da Tempelbjerget genåbnede, var der som noget nyt opstillet metaldetektorer og overvågningskameraer.

Muslimske ledere har rådet de troende til ikke at gå op på Tempelbjerget, før metaldetektorerne er fjernet.

Den øverste religiøse leder for muslimerne i Jerusalem, Mohamed Hussein, siger, at han venter en langvarig "viljestyrketest" i et opgør med Israel.

Israel holder også fast og insisterer på, at sikkerhedsforanstaltningerne skal forblive, hvor de er.

Tempelbjerget er en høj i Jerusalem. Det regnes for muslimer som det tredjehelligste sted efter Mekka og Medina. Det omfatter både Al-Aqsa moskéen og Klippemoskéen.

Grædemuren, der er Tempelpladsens vestlige mur, regnes for at være det helligste sted for jøder.

Tempelbjerget er desuden helligt for både katolske og ortodokse kristne.

Området har siden Israel i 1967 annekterede den østlige del af Jerusalem, og udråbte hele byen til hovedstad, været central i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Palæstinenserne står fast på, at de vil have bydelen som deres hovedstad.

/ritzau/AP