Efter angrebet lørdag aften på et hotel i Kabul i Afghanistan er dødstallet nu opjusteret af myndigheder.

Kabul. Efter et voldsomt angreb lørdag aften på Intercontinental Hotel i den afghanske hovedstad, Kabul, stiger antallet af døde.

Mindst 19 personer inklusiv 14 udlændinge er dræbt, oplyser Wahid Majroh, en talsperson fra det afghanske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge ham kan dødstallet stige yderlige. Blandt de dræbte skal seks være identificeret som udlændinge.

Det tal er dog usikkert, da Najib Danish, en talsperson for den afghanske indenrigsminister, har oplyst at 14 udlændinge skal være dræbt.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP til den afghanske tv-station Tolo News.

Det er ikke specificeret, hvilke nationaliteter der er dræbt. Det er dog meldt ud i ukrainske medier, at én ukrainer er dræbt i angrebet.

Der har i løbet af søndag været stor usikkerhed om antallet af dræbte.

Tidligere blev det meddelt, at mindst fem personer var dræbt - fire afghanere og en udlænding - og seks andre såret. Men at det endelige tabstal med sikkerhed ville blive højere.

De fem gerningsmænd skal også være dræbt.

Tolo News har også tidligere citeret en anonym kilde i den afghanske sikkerhedstjeneste for, at antallet af døde skulle være helt oppe på 43. Men det er ikke officielt bekræftet, skriver nyhedsbureauet dpa.

Angrebet fandt sted lørdag aften, da gerningsmænd trængte ind i hotellet bevæbnet med både skydevåben og håndgranater.

Først tidligt søndag morgen var politiaktionen på hotellet afsluttet, da alle gerningsmænd var blevet dræbt af afghanske sikkerhedsstyrker.

Ifølge et øjenvidne, der har udtalt sig til det britiske medie BBC, råbte gerningsmændene "Hvor er udlændingene?", da de trængte ind på hotellet.

Omkring 160 personer blev reddet fra hotellet i løbet af natten, mens afghanske soldater kæmpede for at genvinde kontrollen over bygningen.

Den militante gruppe Taliban, der også angreb hotellet i 2011, siger, at den også står bag lørdagens blodige angreb. Målet skal have været at dræbe udlændinge.