Formodet gerningsmand bag massakre i Las Vegas havde våben, tusindvis af stykker ammunition og sprængstoffer.

Der er fundet mindst 16 våben i det hotelværelse i Las Vegas, hvorfra en mand søndag aften lokal tid åbnede ild mod en musikfestival og dræbte mindst 59 personer.

Det oplyser sheriffen i amtet Clark County, Joseph Lombardo, på et pressemøde kort efter midnat natten til tirsdag dansk tid.

Den formodede gerningsmand, Stephen Craig Paddock, havde også et stort antal våben på sin privatadresse i den lille pensionistby Mesquite.

Efterforskere har foreløbig fundet 18 våben, et ammunitionslager bestående af flere tusinde kugler samt sprængstoffer og elektriske anordninger, oplyser Lombardo.

Ifølge amerikanske medier ejede Paddock også en bolig i Reno i den nordlige del af Nevada. Reno er i lighed med Las Vegas en by med kasinoer og spillemaskiner.

Der er uvist, om politi har ransaget adressen i Reno.

I Paddocks bil er der desuden fundet flere kilo ammoniumnitrat. Det er et materiale, der typisk findes i gødning, men som også kan bruges til at lave sprængstoffer.

Kilder med kendskab til efterforskningen oplyser til nyhedsbureauet AP, at der på hotelværelset i Las Vegas også er fundet to anordninger, der kan påsættes halvautomatiske våben, så de næsten fungerer som fuldautomatiske våben.

Med anordningerne, der ifølge den britiske avis The Guardian er lovlige og koster omkring 100 dollar i våbenbutikker, kan der affyres byger af skud, langt hurtigere end det er muligt at gøre ved manuel betjening.

En ejer af en våbenforretning i delstaten Utah oplyser til AP, at Stephen Paddock flere gange i år havde lagt vejen forbi forretningen.

I februar købte han et haglgevær, efter at myndighederne rutinemæssigt havde foretaget et baggrundstjek af ham.

Det oplyser Chris Michel, indehaver af våbenforretningen.

Chris Michel fortæller, at han talte med Paddock for at være sikker på, at det ville være forsvarligt at sælge våben til ham.

»Der var ingen faresignaler, siger Michel, hvis våbenforretning ligger cirka 40 minutters kørsel fra Paddocks bolig i Mesquite.«

Andre våbenhandlere oplyser, at Paddock også har været kunde hos dem.

LÆS OGSÅ: Massemorderen fra Las Vegas var tidligere revisor: 'Han er typen, der sender småkager til sin mor'

Ifølge tidligere meldinger tog den 64-årige Stephen Paddock livet af sig selv, kort før en specialstyrke trængte ind på hans hotelværelse på 32. sal på Mandalay Bay Hotel and Casino.

Men ifølge CNN døde Paddock først, efter at styrken var trængt gennem døren til værelset. Han nåede at affyre mindst et skud, som ramte en af enhedens medlemmer i benet.

Genoplev dramaet i Las Vegas i LIVE-bloggen herunder:

/ritzau/