I Grækenland er der under stormfuldt vejr sket flere bådulykker med migranter siden onsdag.

Mindst 15 personer har mistet livet, efter at deres fartøj sank ud for den græske ø Lesbos tidligt torsdag.

Det oplyser den græske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ulykken er den anden, som involverer migranter siden onsdag. Den er sket i Det Ægæiske Hav.

Det nu sunkne fartøj havde omkring 40 mennesker om bord, oplyser kystvagten. 15 lig er blevet bjærget, og 5 mennesker er blevet reddet. Dermed savnes fortsat omkring 20 personer.

Båden sank øst for øen Lesbos, som ligger tæt på Tyrkiets kyst.

Et fartøj fra den græske kystvagt og en helikopter hastede til stedet for at foretage en redningsmission. Men stærke vinde i området besværliggør arbejdet.

Inde på øen Lesbos foretages også en eftersøgning efter migranter, som måske har klaret sig ind til kysten.

Tre blev her fundet i et fjerntliggende område.

Nogle 100 kilometer derfra tæt på øen Kythira er der sket en anden ulykke.

Her sank en båd onsdag efter at have ramt et klippefyldt område – også i voldsomt vejr.

Der befandt sig omkring 100 personer på fartøjet.

»Operationen fortsætter i vanskelige vejrforhold,« sagde en embedsmand fra kystvagten ved midnatstid.

Torsdag morgen er det ifølge nyhedsbureauet AFP lykkedes at finde omkring 80 mennesker fra Kythira-ulykken i en redningsoperation både til lands og til vands.

Grækenland har oplevet øget migration i løbet af i år.

Menneskesmuglere tager ofte en længere og mere farefuld rute syd om landet og sejler ud fra Libanon i stedet for Tyrkiet. Det gør de i håbet om at nå frem til Italien og for at undgå patruljer i Det Ægæiske Hav.

I løbet af de første otte måneder har kystvagten ifølge AFP reddet omkring 1.500 mennesker. Det er markant flere end de knap 600, som blev reddet sidste år.

/ritzau/