Demonstranter fra Syrien forsøger at kravle over grænsehegnet ved Golan. Israel svarer hårdt igen.

Mindst 14 demonstranter fra Syrien er dræbt og utallige andre såret ved grænsen til Golan, hvor israelske soldater har åbnet ild, rapporterer det syriske nyhedsbureau Sana.

Syrisk tv melder om 18 dræbte, mens andre kilder siger, at antallet af dræbte er oppe på 20.

Skyderiet begyndte, da arabiske og palæstinensiske demonstranter forsøgte at forcere grænsehegnet for at komme ind i Golan.

En læge siger til Sana, at de dræbte er ramt af skud i brystet og hovedet.

Brigadegeneral Yoay Mordechai, der er militærets øverste talsmand, kan ikke umiddelbart bekræfte antallet af dræbte, men erkender, at soldaterne har åbnet ild.

- Det er en klar besked til enhver, der forsøger at krænke Israels suveræne grænser, siger han og tilføjer, at hæren har handlet "afmålt, fokuseret og med den rigtige reaktion".

Den israelske hær oplyser, at soldater først skød op i luften for at advare demonstranterne mod at nærme sig den israelske grænse.

Over megafoner blev der fra de israelske soldater råbt på arabisk, at "enhver, som nærmer sig hegnet, vil være ansvarlig for eget blod, som udgydes".

USA udtrykte søndag aften "dyb bekymring" over blodsudgydelserne og opfordrede begge sider til at bevare roen, lyder det i en meddelelse fra USA's udenrigsministerium.

Ministeriet understreger samtidig, at "Israel, som enhver suveræn nation, har ret til at forsvare sig".

Hen mod aften var antallet af demonstranter vokset til omkring tusind.

Israel har været på vagt, siden aktivister på Vestbredden, i Gaza og i arabiske lande, der grænser op til Israel, i maj opfordrede til protestmarcher mod israelske checkpoints og grænseinstallationer.

Søndagens demonstration ved Golan-højderne falder sammen med 44-året for Seksdageskrigen.

Israel indtog Golan-højderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967.

Den 15. maj gik flere tusinde i demonstrationsoptog fra Syrien, Libanon og Gaza i et forsøg på at krydse grænsen. Det skete i forbindelse med årsdagen for Israels grundlæggelse.

Seks blev dræbt på den libanesiske side og fire på den syriske, da israelske soldater åbnede ild.

/ritzau/AFP