Mindst 113 personer er døde i forbindelse med et mudderskred, der torsdag ramte en mine i det nordlige Myanmar.

Det oplyser myndighederne i Myanmar ifølge nyhedsbureauet AFP.

'I alt er der blevet fundet 113 lig indtil videre,' skriver beredskabstjenesten i et opslag på Facebook. Du kan se en video fra mudderskreddet nederst i artiklen.

Tidligere var meldingen, at mindst 50 lig var blevet bjærget fra minen.

Foto: HANDOUT
Vis mere

'Jademinearbejderne blev kvalt af en bølge af mudder, som blev udløst efter voldsomme mængder nedbør,' siger talsmanden.

En lokal politibetjent oplyser, at man foreløbig har måttet indstille eftersøgningen og bjærgningen på grund af massivt regnvejr.

Ifølge BBC skete mudderskreddet i en mine i Hpakant-området i staten Kachin.

Myanmar er verdens største udvinder er jadesten, der blandt andet bruges til smykker.

Foto: HANDOUT
Vis mere

I 2016-2017 blev der ifølge officielle opgørelser solgt jadesten for 671 millioner euro i Myanmar. Det svarer til omkring fem milliarder kroner.

Myanmars mange jademiner har de seneste år været ramt af adskillige ulykker, skriver BBC.

Dusinvis dør hvert år i jadeindustrien, der tiltrækker mange lavtlønnede migrantarbejdere.

Fattige, der ikke arbejder i industrien, bevæger sig også ofte ind i minerne for at rode efter småsten, der er blevet efterladt af store operatører.

Med foreløbig 113 bekræftede dødsfald er torsdagens mudderskred den værste ulykke, der har ramt branchen, skriver AFP.

/ritzau/