Bilbombe, som eksploderede nær Tyrkiets grænse, er det andet bombeanslag i regionen.

En bilbombe har dræbt 11 civile nær et hospital i byen Al-Rai i det nordlige Syrien, oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Bilbomben eksploderede søndag i Al-Rai nær Tyrkiets grænse - et område, der kontrolleres af tyrkisk-støttede oprørere.

Ingen har taget skylden for bomben, som er det andet bombeanslag i området siden juni.

Et medlem af oprørernes sikkerhedsstyrke i området Osama Abu al-Kheir siger, at en kølevogn eksploderede uden for behandlingscenteret. Bomben blev øjensynligt udløst af en fjernkontrol.

I juni dræbte en anden bilbombe 19 mennesker ved en markedsplads i byen Azaz i området.

Tyrkiet har soldater og efterretningsfolk i området, og tyrkerne støtter syriske oprørere, som bekæmper syriske kurdere i det nordlige Syrien.

Tyrkiet kalder de kurdiske militsfolk, som spillede en central rolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stat, for "terrorister", som beskyldes for at støtte det kurdiske PKK i det sydøstlige Tyrkiet.

Tyrkiet og USA siger, at de arbejder sammen om at få etableret en stødpudezone i området, efter at den kurdiske YPG-milits har trukket sig tilbage.

Islamisk Stat har mistet al det territorium, som bevægelsen har haft kontrol over under den syriske krig.

Lederne fra Tyrkiet, Rusland og Iran mødes mandag for at drøfte en varig våbenhvile i det nordvestlige Syrien, efter at regeringsstyrker er blevet udsat for angreb fra oprørsgrupper.

Ved topmødet mellem Rusland, Tyrkiet og Iran vil der være fokus på Idlib-provinsen. Det er det sidste område med enklaver med oprørere, der bekæmper det syriske regime under præsident Bashar al-Assad.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Irans Hassan Rouhani har begge støttet Assad i hans krig mod oprørsbevægelsen, som startede som en prodemokratisk folkelig opstand.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har sammen med USA, EU og arabiske allierede, støttet forskellige oprørsgrupper i konflikten.

Kampene i Syrien kan føre til, at flere flygtninge strømmer til Tyrkiet, som huser over 3,6 millioner syrere.

/ritzau/AFP