Kateryna byder indenfor i sit hjem – eller rettere det, der er tilbage af det. Vinduerne er blæst ud af en eksplosion, der også har efterladt resten af den treværelses lejlighed fuldstændig smadret.

»Det her var mit hjem i mange år. Her voksede mine børn op. Nu er alt ødelagt, jeg tror ikke, selve bygningens står til at redde. Jeg har mistet alt,« siger Kateryna, en ældre beboer i en af de ødelagte boligblokke

En blanding af tårer og raseri griber Kateryna, mens hun taler med B.T.s udsendte. Horenka lidt nord for Kyiv er en af de mange mindre byer, som tidligere var under russisk kontrol, og som nu er efterladt i ruiner.

»Vi har ikke noget valg. Vi må bo på gaden, i telte eller i skurvogne, vi finder. Jeg kender mange af de andre familier, der er blevet hjemløse. Vi har lavet et fælles køkken udenfor, hvor vi laver mad til hinanden. Over sommeren har vi kunnet klare os på denne måde, men jeg frygter vinteren,«

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, i Ukraine.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, i Ukraine.
Vis mere

Madlavningen foregår over nogle gamle olietønder, der er omdannet til en slags grill. Nogle sover i deres ødelagte hjem, andre sover i telte, eller hvad de nu kan finde.

Ifølge den ukrainske godgørende organisation United4, er der lige nu i omegnen af 3,5 millioner hjemløse ukrainere som følge af krigen. Værst står det til i området nord for Kyiv, i Mariupol mod syd, i Tjernihiv og i Ukraines næststørste by, Kharkiv.

Det er i området nord og øst for Kharkiv, at den ukrainske hær de seneste døgn har gjort store fremskridt. De ødelæggelser, der møder de ukrainske soldater, er massive. Mange ukrainere går nu den kolde tid i møde uden tag over hovedet.

»Vi er selvfølgelig lykkelige over at være blevet befriet. Jeg har gemt mig i en kælder i måneder. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage,« siger 76-årige Zoya til The Independent.

Kateryna har mistet sit hjem som følge af russernes angreb. Hun frygter for vinteren.
Kateryna har mistet sit hjem som følge af russernes angreb. Hun frygter for vinteren.
Vis mere

Mere end 50 procent af millionbyen Kharkiv menes at være beskadiget. Billedet er nogenlunde det samme nord for Kyiv, og spørgsmålet er, hvordan man skal hjælpe de mange tusinder, der over sommeren har klaret sig udendørs på grund af det varme vejr?

»Vi er stærkt bekymrede. I september kommer de kolde nætter, og herfra går det hurtigt mod vinter, som er bidende kold her. Mange af disse mennesker, der er blevet hjemløse, er i forvejen ældre og ikke særlig ressourcestærke,« siger Louisa, en ngo-ansat, der arbejder med hjemløse i regionen.

»Problemet her er meget stort, og det er ligesom, det går under radaren hos både medier og nødhjælpsorganisationer. Men vi står lige nu med rigtig mange mennesker, der hverken har et sted at bo eller nogen indtjening, fortæller Louisa til B.T. i Horenka.

Sådan ser resterne af Katerynas stue ud. Lejligheden er ubeboelig.
Sådan ser resterne af Katerynas stue ud. Lejligheden er ubeboelig.
Vis mere

Det ukrainske udenrigsministerium anslår, at mindst 140.000 hjem er blevet ødelagt. B.T. har besøgt flere herberger længere mod vest, hvor nogle af disse hjemløse ankommer forhutlede og sultne, men mange flere er efterladt tilbage i de ødelagte byer, de bor i, og for dem bliver de næste mange måneder en stor prøvelse.

»Vi har akut brug for genhusning af alle disse krigsofre. Det kan være telte eller skurvogne. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe, men problemet virker lige nu nærmest uoverskueligt,« siger Louisa Mentjuk til B.T.

I Horenka er det svært at forestille sig, at det kan være muligt at få skaffet husly til alle de hjemløse. Gade efter gade viser det samme billede af sønderbombede huse og boligblokke. Louisa Mentjuk bekræfter, at der er nødhjælpsarbejde i gang i byen, men hjemløshed i Ukraine er ifølge hende et underrapporteret problem.

Sådan ser resterne af Katerynas boligblok ud, og sådan ser mange ukrainske byer ud nu.
Sådan ser resterne af Katerynas boligblok ud, og sådan ser mange ukrainske byer ud nu.
Vis mere

Kateryna, der viser rundt i sit totalsmadrede hjem, har ikke stor tiltro til, at der er hjælp på vej.

»Vi får en lille smule penge fra regeringen. Men det er så lidt, at det ikke rækker til meget. Der er ingen job, for fabrikkerne er ødelagte. Vi må prøve at komme gennem den næste tid ved at holde sammen. Men vi er bekymrede. Alt det, vi havde, er nu væk. Hvad skal der blive af os,« siger hun til B.T.s udsendte.