En voldsom anholdelse har kostet en politibetjent fra Salt Lake City i den amerikanske delstat Utah jobbet.

Det skriver USA Today, der refererer en talsmand for politiet i delstatshovedstaden.

Fyringen af politibetjent Jeff Payne sker efter, at det blev dokumenteret på video, hvordan han brugte magt, da han lagde sygeplejersken Alex Wubbels i håndjern, fordi hun nægtede at tage en blodprøve fra en bevidstløs patient, som var blevet såret i en bilulykke.

LÆS OGSÅ: Kendte tordner mod tv-program: 'Jeg skulle ALDRIG have sagt ja!'

Videoen, der blev offentliggjort sidst i august af Wubbels' advokat, spredte sig hurtigt på sociale medier og blev et element i den verserende offentlige debat i USA om politiets magtanvendelse.

På videoen ser man Alex Wubbels forklare politibetjent Jeff Payne, at hun har brug for en dommerkendelse, fordi patienten ikke er ved bevidsthed og derfor ikke kan samtykke til blodprøven. Patienten var i øvrigt ikke mistænkt for nogen forbrydelse. Han var politimand og kom kørende med en sættevogn, da han blev ramt af en mandlig bilist i en pickup, der var på flugt fra politiet.

Men, som Payne argumenterede, var det alligevel bedst at tage en blodprøve, fordi den ville beskytte manden.

I videoen bliver Jeff Payne tilsyneladende træt af hendes modstand og siger: 'Vi er færdige her. Vi er færdige'. Kort efter slæber han hende bogstaveligt ud af døren, lægger hende i håndjern og tager hende med i politibilen, mens hun skriger.

Senere blev hun løsladt uden betaling af løsesum.

Da sagen kom frem i offentligheden, indledte politiet i Salt Lake City en undersøgelse, mens både Payne og hans overordnede blev fritaget for tjeneste.

Gordon Crabtree, der er direktør for Utah Hospital i Salt Lake City, beklagede derefter, at hospitalets sikkerhedsfolk ikke havde blandet sig og har senere ændret hospitalets forretningsgange, så politibetjente fremover kun kommunikerer med lederne på afdelingerne.

»Til vores sygeplejersker og andet personale: Dette vil ikke ske igen. Wubbels blev sat i en uretfærdig og uberettiget situation. Hendes ageren var intet mindre end eksemplarisk,« sagde han.

Alex Wubbels lagde på et pressemøde, efter offentliggørelsen af videoen, ikke skjul på, at hun har blandede følelser omkring sagen.

»Jeg føler mig svigtet, jeg føler mig vred. Jeg føler en hel masse,« sagde hun og tilføjede:

»Jeg er jo bare sundhedspersonale. Min eneste opgave er at tage vare på mine patienter.«

Jeff Paynes chef, James Tracy, foretog ’en spontan beslutning’, da han bad Jeff Payne arrestere Wubbels uden at tage sig tid til at sætte sig ind i sagen og juraen. Det fremgår af politidirektør Mike Browns disciplinære brev om sagen.

Ordren om at skride til anholdelse skabte kaos og var en unødig eskalering af sagen, lyder det videre fra Mike Brown.

'Din mangel på dømmekraft og lederskab i denne sag er uacceptabel, og som konsekvens af det har jeg ikke længere tillid til, at du kan varetage en ledende stilling', skrev han i brevet, som nyhedsbureauet Associated Press har fået aktindsigt i.