En amerikansk børsmægler gik ganske langt for at beskytte sig mod et eventuelt missilangreb fra Nordkorea.

Den 28-årige millionær Daniel Beckwitt er fundet skyldig i uagtsomt manddrab, efter at en 21-årig mand omkom under byggeriet af tunneller under hans hus.

Det koster ham ni års fængsel, har en domstol i Maryland afgjort efter en to uger lang rettergang. Det skriver CNN.

Manden, Askia Khafra, blev fundet 'nøgen' og 'forkullet' i den udbrændte kælder under millionærens villa i Bethesda, Maryland.

David Beckwitt hentede Askia Khafra i hans hjem i Silver Spring, Maryland, og krævede, at han bar helt mørke briller, så han ikke kunne se, hvor de kørte hen.

Han bildte ham ind, at de kørte til et sted i Virginia, men kørte i stedet for til hans hus i Maryland.

Da de nåede frem til huset, blev han ført ned i kælderen, hvor han til tider arbejdede i flere dage med at udgrave tunnellerne, kom det frem i retssagen.

I alt var der bygget 60 meter tunneller i flere etager under huset, da en brand brød ud i huset i september 2017.

Branden kostede Askia Khafra livet.

Ifølge CNN kan man i retsdokumenterne fra sagen læse, at Daniel Beckwitt var en samler, der havde 'enorme mængder af affald og kasserede ting spredt ud over hele huset', og at man fandt et virvar af brandfarlige forlængerledninger og stikdåser på vej ned i tunnellerne.

Daniel Beckwitts forsvarer meddelte efter dommen, at han i samråd med sin klient har besluttet at anke den.

»Vi fastholder, at skylden ikke understøttes af beviser i denne sag. Branden var en ulykke – ikke en kriminel handling,« siger advokat Robert Bonsib til CNN.