Barry Sherman er fundet død sammen med sin hustru i deres hjem i Toronto. Politiet efterforsker sagen.

Toronto. En af Canadas rigeste personer er fredag sammen med sin hustru fundet død i parrets hjem i et boligområde for velhavere i den nordøstlige del af Toronto.

Politiet beskriver omstændighederne omkring dødsfaldene som "mistænkelige".

Ægteparret Barry og Honey Sherman blev ifølge lokale medier fundet i husets kælder omkring klokken 12 lokal tid.

- Omstændighederne ved deres død virker mistænkelige, og vi behandler det på den måde, siger David Hopkinson fra politiet i Toronto ifølge Reuters.

Drabsefterforskere oplyser, at der ikke er fundet tegn på, at udefrakommende er trængt ind i boligen.

To tildækkede lig blev fredag aften fjernet fra adressen.

Ægteparrets bolig er sat til salg for næsten syv millioner canadiske dollar. Det svarer til knap 35 millioner kroner.

Torontos borgmester, John Tory, udtaler i en erklæring, at han er "chokeret og knust". Han tilføjer, at parret havde ydet omfattende økonomiske bidrag til byen.

- Jeg håber, at efterforskningen vil resultere i svar for alle os, der sørger over dette store tab, siger han.

Den 75-årige Barry Sherman var ifølge magasinet Forbes god for 3,2 milliarder amerikanske dollar (20,3 milliarder kroner).

Formuen er skabt gennem medicinalselskabet Apotex Inc., der er blandt de største i Canada.

Apotex sælger over 260 former for generisk medicin i omkring 115 lande og omsætter årligt for cirka to milliarder canadiske dollar (9,8 milliarder kroner).

Udstyret med en doktorgrad i raketvidenskab fra Massachusetts Institute of Technology, en af verdens mest anerkendte universiteter, overtog Sherman i 1974 sin onkels medicinalfirma.

Købet finansierede han med sin mors opsparing, skriver Forbes.

Fra en beskeden begyndelse med kun to ansatte forvandlede Sherman selskabet til et kæmpe foretagende med nu over 11.000 medarbejdere.

I 2012 trådte han tilbage som administrerende direktør, men han var fortsat formand for bestyrelsen.

Apotex rangerede i 2016 som verdens 15. største producent af generiske lægemidler ifølge fiercepharma.com.

Nummer et er israelske Teva, hvor danskeren Kåre Schultz for nylig har sat sig i chefstolen.

/ritzau/