Norsk milliardær og olieboss står bag selskab, som har planer om at indføre kernekraft i Norge.

I juli måned stiftedes selskabet Norsk Kjernekraft AS, oplyser VG, og bag selskabet står milliardæren Trond Mohn som hovedaktionær.

Han har hyret Johnny Hesthammer, som har en lang karriere i den norske olieindustri bag sig, som direktør for det nye selskab, som skal arbejde for at bygge og drive kernekraft i Norge i fremtiden.

Planen er, at man inden for 10-15 år skal have flere såkaldte modulære reaktorer, som er på størrelse med en fodboldbane, og som kan masseproduceres i udlandet, på plads i Norge.

Johnny Hesthammer, som også er direktør i Trond Mohns energiselskab M Vest Energy, bekræfter, at det er Trond Mohn, der står bag planerne.

Han forventer ikke stor modstand mod arbejdet for at introducere a-kraft på det norske energimarked.

»Vi forventer, at der bliver stor begejstring for dette initiativ, for vi ser, at der er flere, som er for kernekraft end imod i Norge,« siger Johnny Hesthammer til VG.

Han kalder det en kerneopgave for det nye selskab at få udbredt 'faktabaseret' viden, som overstiger frygten for en ny Tjernobyl- eller Fukushima-katastrofe på norsk grund.

»Disse moderne kraftværker er det tryggeste, der findes. Det er tryggere end vandkraft og vindkraft,« siger Johnny Hesthammer.

Der har aldrig tidligere været drevet kommerciel kernekraft i Norge, og endnu findes der ikke myndigheder til at godkende noget sådant.

Det nye selskab har foreløbigt tre ansatte.