Den amerikanske kapitalfondsmilliardær Kenneth Griffin er blevet hovedperson i en spektakulær skilsmissesag, hvor hans ekskone forlanger et millionstort månedligt hustru- og børnebidrag.

Én million dollars per måned svarende til 6,6 millioner kroner. Så gigantisk et beløb skal den amerikanske milliardær Kenneth Griffin af med hver måned i hustrubidrag, hvis det står til hans ekskone.

Parret blev skilt sidste sommer efter 11 års ægteskab, og nu forlanger ekskonen Anne Dias Griffin at få del i de mange milliarder, som hendes mand har tjent. Sagen er endt i retten, hvor de amerikanske medier gennem retsdokumenter har fået indsigt i de astronomosike beløb, som det velhavende par skændes om. Det skriver CNNMoney.

Parret havde egentlig lavet en ægtepagt, men da Anne Dias Griffin føler, at hun blev presset til at underskrive den, har hun nu valgt at tage et retsligt opgør mod sin eksmand for at få en større del af kagen, end ægtepagten angiveligt har tildelt hende.

Og i kampen har hun inddraget parrets tre børn.

Ifølge loven i delstaten Illinois, hvor ægteparret har boet sammen med deres tre børn, kan børnebidraget nemlig udregnes efter, hvilken levestandard børnene ville have haft, hvis forældrene ikke ville være gået fra hinanden. Og da ægteparret Griffins børn har levet et luksusliv, mener Anne Dias Griffin, at hendes eksmand forsat skal betale, så de kan opretholde samme livsstil, skriver CNNMoney.

Indtil videre har Kenneth Griffin, der alene i 2013 tjente 6,5 milliarder kroner i sit job som øverste chef  for kapitalfonden Citadel, dog nægtet overhovedet at betale børnebidrag til parrets tre børn, der alle er under ti år, og som alle bor hos deres mor nu.

Derfor har Anne Dias Griffi lavet en liste over, hvad hun mener, at Kenneth Griffin skal betale i månedligt bidrag - og det er præcis én million dollars. Hun har endda fremsat et regnestykke for, hvad pengene skal dække hver måned. Og her har hun blandt andet afsat 3,9 millioner kroner til at flyve med privatfly, knap 400.000 kroner til ansatte, der blandt andet skal hjælpe hende med børnene, samt omkring én millioner kroner til ferier.

Kenneth Griffin er bestemt ikke begejstret for ekskonens krav. Han mener, at konens forklaring om børnebidrag bare er et skalkeskjul for, at hun selv skal bruge pengene på at opretholde et liv i sus og dus.

Anne Dias Griffin påstår derimod, at hendes eksmand forsøger at hæve sig over loven ved slet ikke at gide at betale børnebidrag.

»Ken Griffin, en af verdens rigeste mænd, bliver ved med at lyve og brutalt og uden skam at angribe moderen til sine børn i et forsøg på at slippe for sit økonomiske ansvar overfor familien«, siger en talsperson for Anne Dias Griffin.

Retssagen var sat til at begynde i retten i Chicago mandag, men er nu udsat til onsdag, da parret i 11. time har besluttet atter at vende tilbage til forhandlingsbordet og forsøge at indgå forlig.