Amerikanske myndigheder har anholdt og sigtet 92 personer for svindel for næsten 2,5 milliarder kroner. De har angiveligt snydt sig til offentlige sygesikringsmidler.

USA: Efter tre års efterforskning slog de amerikanske forbundsmyndigheder torsdag til mod en række mistænkte i en af nationens største bedragerisager nogensinde.

TV-stationen CNBC oplyser, at 92 personer er blevet anholdt og sigtet for at have tiltusket sig i alt 432 millioner dollar, knap 2,5 milliarder kroner, fra de offentlige sygesikringsordninger Medicare og Medicaid.

Ifølge lokale medier i Miami, hvor 34 af de anholdte bor, har agenter fra FBI, justitsministeriet og sundhedsministeriet blandt andet ransaget et psykiatrisk hospital og et firma, der tilbyder privat hjemmepleje.

I byen Dallas i Texas var målet for agenterne også et hjemmeplejefirma, hvor 14 personer er mistænkt for bedrageri for i alt 100 millioner dollar, oplyser CNBC.

Medicare, der har et årligt budget på næsten 3.400 milliarder danske kroner, sørger for offentlig sundhedspleje til ældre og handicappede, mens Medicaid er en sundhedsordning for fattige amerikanere.