Mindst 20 soldater og dobbelt så mange civile er blevet dræbt i to angreb lørdag i det nordøstlige Nigeria.

Militante islamister har dræbt mindst 20 soldater og over 40 civile i to angreb lørdag i Nigerias uroplagede delstat Borno.

Det oplyser lokale beboere og nødhjælpsarbejdere ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hundredvis af civile blev såret i krydsild mellem militante og soldater. Desuden blev et FN-kontor brændt ned og en politistation sat i brand.

To nødhjælpsarbejdere oplyser, at kraftigt bevæbnede militante ankom til byen Monguno lørdag formiddag lokal tid og dræbte mindst 20 soldater i et tre timer langt angreb.

Derefter uddelte gerningsmændene foldere til beboerne, hvor de blev advaret mod at samarbejde med militæret eller internationale nødhjælpsorganisationer.

Adskillige organisationer og ngo'ere har ifølge Reuters base i Monguno.

Ingen grupper har påtaget sig skylden for angrebene, der kommer, få dage efter at militante islamister i samme område dræbte mindst 69 personer i et angreb mod en landsby i Gubio-distriktet.

Lokale myndigheder oplyste til nyhedsbureauet AFP, at gruppen Islamisk Stat i den Vestafrikanske Provins (Iswap) stod bag angrebet.

Iswap udsprang i 2016 fra den militante islamistiske gruppe Boko Haram.

I det nordøstlige Nigeria har militante i årevis kæmpet for at etablere en islamistisk stat.

Både Boko Haram og den regionale gren af Islamisk Stat er aktive i området.

Det mangeårige oprør har kostet flere end 36.000 mennesker livet, siden Boko Haram indledte det i 2009.

Oprøret har samtidig fordrevet op mod to millioner mennesker fra deres hjem.

Det har i løbet af årene spredt sig til de andre lande omkring Tchad-søen - Niger, Cameroun og Tchad.

/ritzau/