Militante fra Boko Haram har bragt mindst 76 af de 110 bortførte skolepiger tilbage, siger flere kilder.

Abuja. Størstedelen af de 110 skolepiger, der i februar blev bortført af den islamistiske gruppe Boko Haram i Nigeria, er vendt hjem.

En enkelt af de 110 bortførte nigerianske skolepiger holdes fortsat som gidsel af Boko Haram.

Fem andre piger døde i fangenskab.

Over 100 er ikke længere i islamisternes varetægt, oplyser nogle af de nu frigivne piger og deres slægtninge ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er imidlertid tvivl om, præcis hvor mange af pigerne der har fået lov at vende hjem.

Nigerias regering oplyser, at den militante gruppe har frigivet 76 af pigerne, skriver nyhedsbureauet AFP.

De 110 piger blev bortført fra en skole i den nordøstlige by Dapchi for en måned siden.

Øjenvidnerne siger, at pigerne blev bragt tilbage til byen natten til onsdag af personer, der menes at tilhøre Boko Haram.

De militante kørte ind i byen ved 02-tiden i ni biler og satte pigerne af midt i byen.

De indbyggere i byen, der kom ud af deres huse, fik at vide, at "dette er en advarsel til jer alle", fortæller Ba'ana Musa, der bor i Dapchi, til nyhedsbureauet AP.

- Vi gjorde det af medlidenhed. Lad aldrig jeres døtre komme tilbage i skolen, skal de militante have sagt ifølge Ba'ana Musa.

På det lokale sprog hausa betyder "Boko Haram" noget i retning af "vestlig uddannelse er forbudt".

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvor mange af pigerne der er kommet tilbage.

Flere slægtninge til de bortførte piger er på vej til Dapchi onsdag for at se, om de kan finde deres døtre og søskende blandt de frigivne piger.

Meldingen om, at nogle af de bortførte piger er frigivet, bekræftes af en officer fra Nigerias militær.

- Boko Haram kom med pigerne, siger han til Reuters.

Også en rådgiver for Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, fejrer frigivelsen af i hvert fald en del af pigerne.

- Godt nyt fra Dapchi. Vi takker Gud for at have bragt vores søstre sikkert tilbage. Gud være lovet, skriver rådgiveren Bashir Ahmad på Twitter.

Præsident Buhari har kaldt bortførelserne af pigerne i Dapchi for en "national tragedie".

I 2014 foretog Boko Haram en meget opsigtsvækkende massebortførelse af 276 piger fra en kostskole i byen Chibok.

Omkring 100 af pigerne fra Chibok er aldrig vendt tilbage til deres familier.

/ritzau/AP