Et angreb på en militærpost i det nordøstlige Mali fredag har kostet 53 soldater livet, oplyser landets hær.

53 soldater i Mali er fredag blevet dræbt i et angreb på en militærpost i den nordøstlige del af landet.

Det oplyser hæren i det vestafrikanske land natten til lørdag. Angrebet blev udført af en militant gruppe.

I første omgang lød dødstallet på 15, hvorefter det blev opjusteret til 35 og senere til 53.

Ud over de 53 soldater er en civil blevet dræbt i angrebet.

Der er ingen oplysninger om eventuelle dræbte blandt de militante, som stod bag angrebet.

Malis regering fordømte tidligere fredag "terrorangrebet". Samtidig oplyste den, at militære forstærkninger er sendt til området for at styrke sikkerheden for lokalbefolkningen og bidrage til at finde de skyldige bag angrebet.

Militante bevægelser med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat har i flere år stået bag adskillige tilsvarende angreb i Mali og omkringliggende lande som Niger, Chad og Burkina Faso.

I 2012 kom den nordlige del af Mali under jihadisters kontrol, efter at Malis hær ikke formåede at nedkæmpe et oprør i regionen. Et år senere blev jihadisterne trængt tilbage af en militærkampagne med Frankrig i spidsen.

Men det har ikke lagt en dæmper på militante islamister i at fortsætte deres væbnede aktiviteter.

For godt en måned siden dræbte to jihadister 40 soldater fra Mali nær grænsen til Burkina Faso.

/ritzau/AFP