Vicepræsidentens talsmand oplyser, at både Mike Pence og hans hustru er blevet testet negative for virusset.

En af vicepræsident Mike Pences nærmeste medarbejdere, stabschef Marc Short, er lørdag lokal tid blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser den amerikanske vicepræsidents talsmand Devin O'Malley i en meddelelse.

Dermed er Marc Short den seneste i en efterhånden lang række af personer med tilknytning til præsident Donald Trump, der er blevet testet positiv for coronavirus, siden præsidenten i starten af oktober annoncerede, at han selv var blevet smittet.

Short er nu gået i karantæne, hvor han hjælper med kontaktsporingen. Det siger talsmand Devin O'Malley.

Han oplyser samtidig, at både vicepræsident Mike Pence og Pences hustru siden er blevet testet negative, og at de begge er sunde og raske.

Mike Pence har på det seneste haft travlt med at føre valgkamp for Donald Trump frem mod præsidentvalget 3. november. Ifølge O'Malley kommer nyheden ikke til at få konsekvenser for vicepræsidentens planer.

Han vil holde fast i sit nuværende program, mens han forbliver i tæt kontakt med lægerne i Det Hvide Hus, oplyser Devin O'Malley.

Nyheden kommer, mens USA lørdag satte daglig smitterekord for anden dag i træk med næsten 89.000 nye smittetilfælde.

Virusset har siden pandemiens begyndelse spredt sig til alle dele af det amerikanske samfund og altså også til Det Hvide Hus, hvor Donald Trump 2. oktober offentliggjorde, at han var blevet testet positiv.

Siden spredte virusset sig til flere personer tæt på præsidenten. Heriblandt Trumps kampagnechef Bill Stepien og hans talsperson Kayleigh McEnany.

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvor og hvordan Marc Short er blevet smittet.

Donald Trump og Mike Pence har begge fået meget kritik for, hvordan regeringen har håndteret coronasituationen i USA.

Trump har flere gange underspillet alvoren af pandemien, mens Mike Pence har været hurtig til at forsvare præsidentens udtalelser og beslutninger.

/ritzau/AFP